#Blogtober: DIY - Witchy Wall Decor

Jeg er blevet ret glad for at finde ting til kreative projekter på Etsy, og da jeg fandt en sælger der lavede træ-udskæringer så måtte jeg bare se om ikke jeg kunne finde noget til et Efterårs projekt. Og voíla! Sørme om de ikke havde nogle witchy ting. Så selvfølgelig smed jeg en ordre afsted og de er perfekte! Og det gav mig så idéen til at lave en lille vægdekoration til den sorte ramme jeg har hængende inde over sengen.

Denne DIY er super simpel og kræver ikke det store. Udover disse træ-udskæringer så har jeg kun brugt lidt maling, nogle små kroge og noget sytråd. Super simpelt.

Flagermusene og heksen fik en sort farve, da jeg gerne ville have at de er en konstrast til månen, og de er derfor også nemmere at se op imod en hvid væg. Selve månen gav jeg en lysegrå farve og med nogle lidt mørkere toner grå "duppede" jeg lidt struktur i overfladen så den kom til at ligne en måne. Med krater osv. Det kræver ikke de store talenter og man kan blive ved indtil man er helt tilfreds.

Da malingen var tør skulle de små kroge tilføjes. Heldigvis havde jeg stadig nogen liggende og derfor slap jeg for at lave huller i træudskæringerne og risikere at ødelægge dem. Man skal dog stadig passe på, da træet stadig kan flække en smule. Især på flagermusene. Men det lykkedes mig at få dem i uden store problemer. Og så var det tid til at binde lidt tråde på så flagermusene kunne hænge fra månen og selvfølgelig på væggen.

Heksen og et par flagermus besluttede jeg mig for at lime fast på månen og jeg må ærligt indrømme at jeg er blevet ret glad for resultatet. Dekorationen hænger perfekt i rammen og det var helt klart det der manglede. :) Hvad synes I?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)