Her de sidste par måneder har virkelig været hårde på søvnfronten. Jeg sover utroligt dårligt, og jeg har svært ved at falde ordentligt i søvn. Jeg har så mange tanker der fylder og min angst gør dem ikke bedre.
Der er sket så mange negative ting omkring mig - ting jeg har hørt folk sige, ting der er sket mig, og folk der virkelig bare har vist sig at være falske og manipulerende. Jeg har aldrig haft en god barndom og jeg har gennemlevet rigtig mange ubehagelige ting og der har været masser af svigt indblandet, vold og andre utilgivelige ting, og det fylder stadig en hel del. Især fordi folk der er tæt knyttet til en viser sig at være dem der har gjort mest skade. Folk man troede man kunne stole på og gå til. Men nej...
Så der er ikke noget at sige til at psyken til sidst blev så tyndslidt at min krop og sjæl ikke kunne håndtere det længere. Og nu skal jeg så straffes for at være blevet udsat for alle de ting. Igen af folk der burde stå en tættest. Og så kan de ikke engang finde ud af at sige det face-to-face, men man skal høre inde i byen at de går og kalder en for en skændsel, fiasko og pinlig at have tilknytning til. Man er simpelthen en skuffelse. For det er jo ikke dem der er skurken eller dem der har fejlet, nej det er jo mig, og dem der er offeret. For det kan jo ikke passe at jeg er syg. Det er jo bare noget jeg bilder mig ind. Så det er helt fair at jeg bliver kaldt for en fed møgunge, kælling og andre knapt så behagelige ting ude i byen og folk så snakker om mig bag min ryg. Ja det er da klart! Og så forstår man ikke at jeg bare bliver mere og mere psykisk ustabil? At min aggression bliver værre og værre og at min angst ødelægger mere og mere for mig? Næ nej da. Indbildning. Det er da det det er.
Så jeg ser ikke ligefrem nogen lys fremtid foran mig. Medmindre jeg.... tager den svære beslutning og.... helt forsvinder herfra. Måske ikke lige som sådan forsvinder - selvom jeg da har tænkt tanken MANGE gange - men måske bare skrider. Lade dem sejle i deres egen sø og aldrig nogensinde tage kontakt til de mennesker igen. Heller ikke når de selv kommer til at stå i lort til halsen. Det fortjener de måske ligefrem.
Det bliver ikke nemt, da det som sagt er dem der burde stå mig nærmest, men... i sådan en situation er det måske det eneste rigtige at gøre hvis jeg gerne vil igennem dette i live. For jeg får det ikke bedre så længe jeg skal sidde i den sorte sky de er skyld i hænger over mig.
Så jeg tænker for tiden meget over fortiden, nutiden og fremtiden. Ingen af tingene ser jeg som positive, men... jeg håber selvfølgelig stadig. Men jeg kan ikke klare det alene. Så jeg slipper nok ikke for den manglende nattesøvn lige foreløbigt. /:
Der er sket så mange negative ting omkring mig - ting jeg har hørt folk sige, ting der er sket mig, og folk der virkelig bare har vist sig at være falske og manipulerende. Jeg har aldrig haft en god barndom og jeg har gennemlevet rigtig mange ubehagelige ting og der har været masser af svigt indblandet, vold og andre utilgivelige ting, og det fylder stadig en hel del. Især fordi folk der er tæt knyttet til en viser sig at være dem der har gjort mest skade. Folk man troede man kunne stole på og gå til. Men nej...
Så der er ikke noget at sige til at psyken til sidst blev så tyndslidt at min krop og sjæl ikke kunne håndtere det længere. Og nu skal jeg så straffes for at være blevet udsat for alle de ting. Igen af folk der burde stå en tættest. Og så kan de ikke engang finde ud af at sige det face-to-face, men man skal høre inde i byen at de går og kalder en for en skændsel, fiasko og pinlig at have tilknytning til. Man er simpelthen en skuffelse. For det er jo ikke dem der er skurken eller dem der har fejlet, nej det er jo mig, og dem der er offeret. For det kan jo ikke passe at jeg er syg. Det er jo bare noget jeg bilder mig ind. Så det er helt fair at jeg bliver kaldt for en fed møgunge, kælling og andre knapt så behagelige ting ude i byen og folk så snakker om mig bag min ryg. Ja det er da klart! Og så forstår man ikke at jeg bare bliver mere og mere psykisk ustabil? At min aggression bliver værre og værre og at min angst ødelægger mere og mere for mig? Næ nej da. Indbildning. Det er da det det er.
Så jeg ser ikke ligefrem nogen lys fremtid foran mig. Medmindre jeg.... tager den svære beslutning og.... helt forsvinder herfra. Måske ikke lige som sådan forsvinder - selvom jeg da har tænkt tanken MANGE gange - men måske bare skrider. Lade dem sejle i deres egen sø og aldrig nogensinde tage kontakt til de mennesker igen. Heller ikke når de selv kommer til at stå i lort til halsen. Det fortjener de måske ligefrem.
Det bliver ikke nemt, da det som sagt er dem der burde stå mig nærmest, men... i sådan en situation er det måske det eneste rigtige at gøre hvis jeg gerne vil igennem dette i live. For jeg får det ikke bedre så længe jeg skal sidde i den sorte sky de er skyld i hænger over mig.
Så jeg tænker for tiden meget over fortiden, nutiden og fremtiden. Ingen af tingene ser jeg som positive, men... jeg håber selvfølgelig stadig. Men jeg kan ikke klare det alene. Så jeg slipper nok ikke for den manglende nattesøvn lige foreløbigt. /:
Translate posts in the bottom of my blog
Det værste er når man kommer til et punkt som er så svært at man har svært ved at se en vej frem, men jeg kan love dig at der er en vej, du skal tage styringen og beslutte hvad du vil være med til og hvad der er godt for dig. Det er en hård kamp og det har bestemt også konsekvenser som kan gøre frygtelig ondt, men jeg er sikker på det stadig i fremtiden vil være kampen værd.. Du fortjener det bedste og du fortjener at ha det godt og ha nogen omkring dig som vil dig det godt.. Havde jeg råd, havde jeg med det samme bestilt et sommerhus i en uge så vi kunne komme lidt væk fra hverdagen og de svære tanker..
SvarSletSender en masse kram og varme tanker..
Knus <3
Ville være så rart at komme væk. :)
Slet