Anmeldelse af de tre første bøger i "Awen"-serien af Nathali & Bettina Liane

Reklame for forlaget Turbine og forfatterne Nathali & Bettina Liane - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har LÆNGE været interesseret i at læse "Awen"-serien af Nathali & Bettina Liane, så da deres tredje bog ud af fem udkom denne Sommer, så spurgte jeg forlaget Turbine om det kunne være muligt at komme med på anmelderlisten, og det var de heldigvis så søde at gå med til. Så da alle tre udkomne bøger ankom gik jeg straks igang med at læse dem.

Og som I nok har langt mærke til nogle gange, så har jeg det med at blive inspireret til makeup looks, kreative billeder eller rekvisitter ud fra enten forsider, handlinger, personer eller genstande i de bøger jeg læser, og denne serie endte også med at inspirere mig. Jeg har nemlig lavet en lille rekvisit til hver bog. En kuffert til "Kaldet fra Galathea", et sværd til "Arven fra fortiden" og et lille lommeur til "Flænger i tiden". Hvad har de med serien at gøre? Det vil jeg ikke afsløre. Jeg synes at I skal læse dem for at finde ud af det. :) Og jeg glæder mig til at se hvad de to sidste bøger ender med at inspirere mig til at lave. Jeg håber i hvert fald at jeg får lov til at læse og anmelde dem også når de udkommer. ;)

Men nok om det. Nu synes jeg at I skal have lov til at læse mine anmeldelser af de tre første bøger. De kommer nemlig her. Enjoy!


"Kaldet fra Galathea"

Tvillingerne Aia og Peter Kollgard har længe levet i frygt for deres egen familie og dens lyssky opførsel, og de bliver ikke ligefrem budt velkommen når familien samles til forskellige arrangementer, så de har aldrig fået at vide hvad der foregår når de samles. Men de fornemmer dog at det ikke er noget godt. Så da de en dag finder en mystisk og magisk kuffert på deres dørtrin tager de væk fra hjemmet og familien med det samme. De er blevet inviteret til at tage med ombord på et skib ved navn Galathea. De burde egentlig være bange og varsomme, men det føles rigtigt. Og de skal skynde sig. For de har pludselig en virkelig farlig fjende i hælene. Deres verden ændres for altid og Galathea bliver starten på en magisk og farefuld rejse for dem begge.

På det magiske skib skal Aia og Peter sammen med en masse andre aspiranter uddannes til at blive vogtere, få deres egen magiske æt og forberede sig til at bekæmpe den farlige fjende som verden lider under - og som Aia og Peter allerede har mødt. Og endda født ind i. Gruppen Morkinskinna. Det skaber hurtigt problemer for dem på skibet og deres baggrund bliver afsløret. De får hurtigt ufrivilligt flere fjender. Nemlig deres medstuderende. Og det er tæt på at gå virkelig galt flere gange. Aia og Peter har arvet mørkekræfter og det skaber panik, vrede og hadfulde kommentarer.

Aia har svært ved at få styr på sine følelser og hun får hurtigt rodet sig ud i situationer som kan koste hende sin plads på skibet. Men der er noget virkelig galt. Der er en eller flere ukendte fjender som bevist forsøger at få hende smidt af skibet. Og hun og vennerne har svært ved at finde beviser for det. Alt peger på at det er Aias egen vrede der er skyld i det hele. Vil de kunne finde den skyldige før det er for sent? Eller vil Aias manglende kontrol være hendes endeligt? En nødsituation opstår og alt bliver vendt op og ned på skibet. Deres fjende er iblandt dem.

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Arven fra fortiden"

Imens der hos Morkinskinna er begyndt at ylme i skyggerne og planerne for magtfordelingen i familiens hierarki ændrer sig, så modtager Aia og Peter et mystisk testamente fra deres far. Mange år efter hans død. Og det er fuld af forvirrende gåder, som virker umulige at løse. Og en mystisk genstand er blevet beskrevet og efterladt til dem, men hvor? Og hvad indeholder den? Det vil Aia og Peter finde ud af. Men selv imellem tvillingerne opstår der hemmeligheder og det skaber splid imellem dem. Og da Peter pludselig forsvinder går der panik i Aia. Hvordan kunne hun tillade at deres så tætte forhold blev revet i stykker? Hvad nu hvis han ikke kommer tilbage?

Mystiske og faretruende ting begynder at ske på skibet og vogterne bliver sat igang med hård træning og undervisning. Men er presset blevet for hårdt for dem? Er den fremskredne vigtighed af deres oplæring tæt på at knække dem? Vil fjenden være dem overlegne uanset hvad de gør? Aia og vennerne nægter at give op. Især ikke da de finder ud af hvad tvillingerne har arvet. Det kan være det eneste og sidste håb til sejr over fjenden. Svaret på Igdrafells og de tilbageværende slørs redning. Men vil de kunne nå at finde det i tide? Våbnet? Og hvad gør de hvis de ikke kan få det aktiveret?

Det viser sig hurtigt at blive en nær umulig opgave for de unge mennesker. Især når alt kæmper imod fra alle sider. Venner, undervisere, fjenden... dem selv. Og en skræmmende åbenbaring tvinger dem til at tage en altafgørende beslutning. En beslutning som kan koste dem livet hvis det ikke lykkedes for dem at leve op til den. Og tabene kan vise sig at være hjerteknusende store. For ikke alle slipper fra endnu en farlig kamp med fjenden. Fjenden som nu har fundet en ny ubegribelig og umulig styrke. En styrke som ingen er forberedt på. Og slet ikke konsekvenserne deraf. Alt forandrer sig. Ikke mindst for tvillingerne.

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Flænger i tiden"

Aia er i stor sorg og hun har endda overvejet om hun skal gå planken ud og ligge de sidste to år bag sig. Glemme alt om magiske kræfter, væsner, andre dimensioner og sine nye venner - som hun på det seneste er gledet væk fra og som hun ikke rigtig snakker med længere. Men da hun finder sidste del af en profeti som Peter har holdt skjult for hende, planlægger hun at ændre på det der er sket. Også selvom prisen bliver høj. Måske endda alt for høj. Men hun bliver nødt til at gøre noget. Især nu hvor Morkinskinna har fået en ny og langt mere farlig leder som ønsker hende død. Hendes egen halvbror. Men er hun på vej ud af en farlig vej? Vil hun miste mere end hun kan vinde? Hun har ikke længere adgang til sine kræfter, så hvad mere kan hun miste?

Imens Aia planlægger sin solo-mission, sker der mystiske ting på Galathea. Aspiranter og vogtere begynder at forvinde i frostlommer og tidsforstyrrelser. Andre begynder at opføre sig mærkeligt. Som om de befinder sig i et loop de ikke kan komme ud af. Og som om det ikke var uventet nok, så opstår endnu en dårlig timet ting. Aias lillesøster Sophy har nu også fået kaldet og er dukket op på skibet. Men Aia kan ikke tillade at blive distraheret længere. Hun må tage afsted. Især hvis det er hendes skyld. Hvis det er Peter, så må hun gennemføre sin plan for at stoppe ham. Men hun er ventet da hun når frem til sin destination. Og det kan blive hendes endeligt.

Fangeskab, tortur og ydmygelse bliver hendes hverdag og kræfterne og håbet er ved at rinde ud. Aia er bange. Og hun er tæt på at give op. Lige indtil hendes kræfter bliver vækket til live igen. Kan hun slippe væk? Kan hun stadig gennemføre sin mission? Eller vil andre farlige opgaver kræve hendes opmærksomhed? Hvad skal hun da vælge? Kan hun tillade sig at være selvisk? Kan hun glemme den byrde hun har fået på sine skuldre og den forventning der er til hende? Det er pludselig alt for overvældende for hende. Intet er som hun troede og hun bliver nu nødt til at tage nogle svære og hårde valg. Alt afhænger af det.

Min Goodreads rating:
★★★★★

En helt igennem fantastisk og hæsblæsende Dansk fantasy serie som tager en med på en vild rejse i et magisk univers. Et univers fuld af imponerende omgivelser, utrolige kræfter, farlige fjender, mørke missioner, svære valg og masser af personlig udvikling. Nathalie og Bettina har en imponerende måde at beskrive omgivelser, personer og universer på som tryllebinder en og fanger en så meget, at man næsten ikke kan ligge bøgerne fra sig før de er læst færdige. Der er virkelig blevet kælt for hver eneste detalje. Og der er fart på! Der sker så meget at man næsten bliver forpustet, men på den fantastiske gode måde. Jeg er fan af det! Jeg er især vild med detaljen omkring højtiderne, da de følger samme kalender som Wicca-troen. Den hedenske kalender. ;)

Spørger I mig, så er denne serie en mustread og jeg er glad for at jeg har fået æren af at læse og opleve den. Som nævnt tidligere i dette indlæg, så håber jeg, at jeg får lov til at rejse med videre på skibet Galathea sammen med de utrolige aspiranter i de kommende og sidste to bøger. Og jeg glæder mig til at blive inspireret til flere kreative projekter som jeg kan tilføje mine nu tre nye "Awen"-rekvisitter. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at se hvad Aia og vennerne fremover skal igennem for at redde deres verden. Og til at finde ud af hvilke kræfter hun ender ud med at få. Uhhh! Spændende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)