Anmeldelse af "Skræddersyede drømme" af Georgia Kaufmann

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Georgia Kaufmann - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Denne bog dukkede op som en overraskelse i postkassen takket være de skønne mennesker hos forlaget Cicero i foråret, og selvom jeg intet kendte til forfatteren, så var der én ting som fangede min opmærksomhed med det samme. Citatet "Fans af Lucinda Riley vil elske denne bog." – Sunday Express på forsiden. For I kan TRO at jeg er fan af Lucinda Rileys bøger! Så derfor havde jeg store forventninger til denne bog. Med den "lovning" så kunne det da ikke gå helt galt, vel? ;)

Lad og finde ud af om den kunne leve op til mine forventninger. For jeg har nu fået læst bogen og er klar med min anmeldelse. Here you go!

Rosa er ved at forberede sig til sit livs vigtigeste møde og hun er forståeligt nok voldsomt nervøs. Selvom hun er en ældre kvinde efterhånden, så har der altid været én ting hun har fortrudt ikke at have i sit liv. Og det har hun nu besluttet sig for at fortælle om. Derfor begiver hun sig nu ud i at fortælle sin livshistorie imens hun gør sig klar til sit møde. Og det er en lang en af slagsen. For hun har ikke levet et kedeligt liv. Men hun har derimod været omkring i hele verden og skabt sig et navn.

Historien starter omkring 2. verdenskrig hvor hun var udsat for det værst tænkelige men samtidig også oplevede det største man kan. Midt i elendigheden fandt hun sit livs kærlighed. Men hun mistede den lige så hurtigt som hun fandt den. Og det skulle blive starten på hendes hektiske liv og ønsket om at få alt hvad hun nogensinde har drømt om for en dag at få det hele.

Hun var på flugt. Fik venner og respekt hvorend hun befandt sig. Oplevede savn, sorg og kærlighed. Men hun opdagede også at hun var utroligt dygtig til at sy. Hvilket førte til at hun ville arbejde på at blive en anerkendt og kendt syerske. Og hendes talent blev hurtigt opdaget. Hendes karriere eksploderede samtidig med at hun flyttede rundt i verden efter lykken. Alle vidste efterhånden hvem hun var. Men der var hele tiden noget der manglede. Penge, succes og kærlighed var ikke nok. Men det hun hungrede mest efter kunne hun ikke få. Medmindre hun ville opsøge sin fortid og se den i øjnene. Men er det for sent? Og hvad vil møde hende efter så mange årtier?

Jeg har undladt mange ting for ikke at afsløre for meget af historien. Der er så mange detaljer, så mange sider af denne historie som man ikke kun kan fortælle i et kort resume uden at give for meget. Så derfor har jeg holdt det kort. Men ohhh my der sker meget i denne historie. Det er noget af en mundfuld. Og sikke da en fantastisk og eksplosiv mundfuld. Wow!

Dette er en virkelig hudløs og hjerteskærende historie om en ung kvindes drømme om at blive noget stort, men som i vejen dertil må gennemgå alt fra flugt, knuste hjerter, magiske oplevelser, kærlighed, hårdt arbejde, et liv i luksus, dyb savn, store tab og om at turde at sætte alt ind på at få det hun drømmer om. Og hold da op hvor skal Rosa dog meget igennem. Mit hjerte blev knust flere gange under læsningen, og selvom slutningen ikke endte som jeg inderst inde håbede at den ville, så kunne jeg alligvel ikke lade være med at ligge bogen fra mig med et stort smil på læben og glædestårer strømmende ned af kinderne. Ja.. jeg lever mig ret meget ind i historierne og jeg står ved det! Jeg græd snot og tårer i massevis! :)

Hvis du tør at give dig i kast med sådan en historie, så er denne klart et læs værd.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)