Anmeldelse af "Den glemte kogebog" ("Mad, vin og nye chancer" 2) af Christoffer Holst

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Christoffer Holst - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg elsker når Christoffer Holsts bøger udkommer på dansk, og jeg er virkelig taknemmelig for at forlaget Flamingo vil sende mig dem til anmeldelse, og da jeg så at denne, "Den glemte kogebog", ville udkomme, var jeg straks interesseret. Især fordi den er en del af en "serie" hvor "Solskin og parmesan" er den første i. Og jeg elsker hans historier! Så selvfølgelig skulle jeg også læse og anmelde denne nye bog. Og nu er jeg klar med min boganmeldelse. ;) Here you go!

Max Nyström nyder livet fuldt ud. Som en succesfuld madanmelder nyder han masser af både fast og flydende. Og gerne rigeligt med alkohol i. Men det er ikke alle der er lige begejstret for hans måde at leve på. Han er ustabil og overholder ikke deadlines og møder heller ikke op til møder som er vigtige. Og derfor ender han med at blive fyret. Ikke nok med det, men han bliver også smidt ud af det værelse han bor på hos sin moster efter brudet med sin kæreste grundet hans indtag af alkohol. Det ser efterhånden ret skidt ud for ham. Men han får dog lov til at bo i mosterens atelie, som er gået i arv i generationer. Men han skal tage sig alvorligt sammen hvis han vil finde sig et nyt job, sit eget sted at bo og redde forholdet til venner og familie. Og vigtigst af alt - hans omdømme.

I ateliet finder han en masse kogebøger og en notesblok med opskrifter og billeder i. Ting som må have været der længe. Ting som viser sig at have været hans mors. En kvinde som efterlod ham som 2 måneder gammel hos sin moster for aldrig at vende tilbage. En mor som åbenbart også havde et problem med alkohol og andet. Men var det den eneste grund til at hun forsvand? Hvad skete der? Max vil finde ud af det. Og måske kan den historie og morens opskrifter være hans vej til et nyt job. For kunne han skrive om det hos det blad som han ønsker at blive ansat hos?

Alle spor leder til ét sted. Byens mest berømte og berygtede restaurant - Lille Champen - som har ligget der i en evighed og stort set ikke har forandret sig. Arbejdede hans mor der da hun blev gravid med ham? Kan han finde nogen der arbejdede der dengang og kan give ham nogle svar? Er der overhovedet nogen der ved hvad der skete? Er hun stadig i live eller er hun død? Max' liv er ved at tage en drastisk drejning. Spørgsmålet er bare om det er til det bedre eller værre.

Okay... Dette er en virkelig skøn og hjertevarm historie om skønne opskrifter, familiehemmeligheder, dårlige valg og om modet til at tage nye chancer. Jeg elsker at vi får historien fra både Max' og hans mors side med 30 års mellemrum. Og I kan tro at jeg gerne ville kigge lidt i den glemte kogebog som Max' mor har skrevet, da retterne lyder virkelig lækre! Så det kunne jeg måske godt mangle sidst i bogen. Nogle afsluttende sider med opskrifter fra notesbogen. :P Flere forfattere har gjort det, og det synes jeg ville gøre denne bog helt perfekt. :P

Hvis du leder efter en god feel-good roman til denne Sommer, så kan jeg varmt anbefale jer at læse denne. Også den første bog som jeg nævnte i starten af dette indlæg. Tag begge bøger med ud i solen, medbring en kølig drik, nogle skønne snacks og tillad dig selv at bruge noget tid på at hygge med skøn læsning. Det vil du ikke fortryde.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)