Jeg har næsten ingen ord for det

ADVARSEL!
Dette indlæg indeholder en masse frustration jeg skulle af med.

Jeg har haft en rigtig skidt dag i dag. Har ikke rigtig vidst hvor jeg skulle gøre af mig selv. Har haft så meget frustration i kroppen som jeg ikke har kunne komme af med. Har været så irriteret, ked af det, skuffet og vred. Der er så mange ting der går galt for tiden. Sygehuset fylder alt for meget i min familie i disse dage. Ikke kun for mig selv, men også for mine nærmeste. Jeg ved godt at man får hjælp når man bliver indlagt og kommer ind under sygehusets vinge, men det gør mig bare ked af det, at vi i min familie skal have så meget sygdom og uheld at vi snart har fast adresse hos dem.

Derudover så er jeg skide irriteret og vred over at min psyke, angst og aggression skal være så stor en hindring for mig i alle situationer. Jeg har hele dagen rendt rundt med en brændende klump i halsen. Min angst har været rigtig slem og det har tricket min aggression. Jeg har været så vred at jeg har følt min hals har været under fuldt blus. Jeg er bange på min (...) vegne. Frygter at det står værre til end det vi umiddelbart kender til. Jeg er bange for at jeg ikke kan få hjælp til de smerter der forhindrer mig i at cykle, rejse mig fra seng/stol/sofa og derfor bliver nødt til at kravle ned af alt for at ende på alle 4 af bare smerter. Jeg er vred over at jeg ikke bare kan lukke af for min depression. Jeg er vred over at jeg ikke kender til den helt specifikke årsag til at jeg har haft den i..... ja så mange år jeg kan huske tilbage. Jeg er bange for ikke at vide hvad der ligger forude og venter på mig. Jeg er bange for at jeg ikke bliver lyttet til og taget alvorligt og bare ender med at blive kastet ud i noget der vil knække mig endnu mere i sidste ende. Jeg er vred over at jeg ikke kan stoppe tårer og snot som bare står ud af kraniet på mig lige for tiden. Jeg er frustreret over at min krop reagerer som den gør. Jeg hader at skulle sidde og hakke efter vejret fordi man tuder så meget og angsten så viser sit grimme ansigt.

Jeg kan ikke finde hoved og hale på noget som helst!

Jeg er også vred over at jeg ikke har kunne holde kontakten til mine venner og bekendte. Jeg snakker ikke med ret mange længere og føler mig faktisk ufattelig ensom. Og det er min skyld. Jeg har bare ikke kunne mærke at folk havde plads til mig. Og jeg forstår dem godt. For hvis man ikke selv lider af en psykisk lidelse, så er det hårdt at skulle bruge tid på et andet menneske der netop har det. For det fylder jo desværre en del. Og jeg kan godt forstå at folk kan blive lidt bange for det. Men for en der har det, er det virkelig svært når man ikke kan finde folk der har forståelse for det eller på trods af det har lyst til at have en i deres liv. Det er hårdt ikke at føle sig egnet til at have en vennekreds af en masse fantastiske mennesker der vil en det godt. Og jo sværere det bliver at mødt sådanne folk, jo sværere bliver det også at åbne sig op og turde tage chancen og lede efter dem.

Det værste for en der har en psykisk lidelse er faktisk at føle sig ensom og uønsket. Men verden er ubarmhjertig og mennesket er bare blevet egoistisk af natur. Man holder sig oftest til det man kender. Og det kender jeg desværre alt for godt til selv. For jeg er ikke en skid bedre til at åbne mig op for nye mennesker. Men... Jeg håber at jeg i takt med, at jeg med tiden begynder at få det bedre (det er i hvert fald det jeg håber, at jeg ender ud med) bliver bedre til at lade andre mennesker komme ind på livet af mig. Også selvom jeg vil komme til at møde en masse modstand pga. det psykiske. For det ved jeg at jeg kommer til. Folk ser ikke så positivt på det med det psykiske. For der er jo ikke noget der hedder at være psykisk syg. Man er jo bare doven og overfølsom. Ik? Det er i hvert fald det der bliver sagt i medierne. Urimelig modstand hvis I spørger mig.

Men nok om det. Det var en masse mundlort jeg lige skulle af med. Men det lettede lidt på klumpen i halsen og det tunge hjerte. Nu håber jeg bare at jeg kan finde lidt ro i nat.


Translate posts in the bottom of my blog

1 kommentar:

  1. Jeg forstår dig, da jeg selv kæmper med psykisk sygdom. <3 Og jeg har gjort det i en del år efterhånden.

    SvarSlet