#BlogXMas - DIY: Cernit Gingerbread Kagehus-Lanterne

Det er blevet meget populært at lave lanterne/lysestager af sylteglas, og i Sommers fik jeg idéen til et af slagsen som kunne bruges her op til Jul. Nemlig et der skulle forestille et gingerbread kagehus. Og selve gingerbread kagehuset kommer til at gentage sig i dette års Julekalender. ;) Men i dag bliver det altså i en form af en lanterne - lavet af et sylteglas og cernit.

For at lave dette har jeg brugt; Cernit, et sylteglas, en kniv, tandstikker, en stiv pensel, et led-fyrfadslys og noget fint silke-agtigt papir.

Jeg brugte virkelig lang tid på at blande den rette brune cernit, men resultatet blev perfekt, så det var tiden værd. Det skulle så fordeles i et tyndt lag på hele sylteglasset (dog ikke i bunden) og på låget lavede jeg et tag. Derefter skulle der skæres huller ud til vinduer og laves et omrids af døren. For at få en mere "kagehus"-agtig struktur, har jeg brugt en stiv pensel (dette er faktisk en der er beregnet til hårfarvning) til at duppe overfladen med. Dette gav cernitten en mere grov overflade, og det er perfekt til denne lanterne.

Da det jo er et kagehus, så skal detaljerne laves med "glasur" - eller i hvert fald få det til at ligne. Derfor har jeg brugt en hvid cernit der er en smule transparent. Det er en med 50% opacity i. Kunne godt have brugt en helt hvid, men denne giver en fin glasur-agtig effekt. Og det er helt okay at det ikke bliver snor-lige eller perfekt. Det er jo glasur og det må gerne se "hjemmebagt" ud. :)

Når detaljerne er færdige, så er det blevet tid til at smide det hele i ovnen. Det skal bages ved 110-130° i 30 minutter.

Som I kan se, så er den hvide cernit en smule mere mælke-agtig efter at have været i ovnen.

Den sidste detalje her kan I altid springe over hvis ikke I synes om den, men jeg har altså valgt at tilføje noget fint hvidt silkepapir på indersiden af glasset. Mest for at man undgår at se det led-fyrfadslys jeg har puttet ind i lanternen, men også for at "fordele" lyset en smule derinde. Det ses bedst om aftenen. Og husk! Laver I tag på jeres lanterne, så brug IKKE et alm. fyrfadslys i lanternen. Hvis I gerne vil bruge det, så husk at der skal være huller i taget, så varmen kan komme ud. Men jeg anbefaler ikke at bruge det til sådan en lanterne her. Det er mere sikkert med et med batteri.

Og så er lanternen færdig! Her ser I mit resultat. :)


Julekalenderen tidligere:
2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016

Ingen kommentarer:

Send en kommentar