#BlogXMas - DIY: Smykker

Jeg har tidligere lavet smykker op til Jul, og har blandt andet lavet juletræer, julepudding, kagemand + kone, kristtjørn osv, men i år ville jeg prøve at lave nogle andre ting også. Det blev altså til en hvid julestjerne, nogle sukkerstokke øreringe, en svamp, en julepudding og en kagemand der hygger i et krus varm kakao med skumfiduser og en sukkerstok som "ske". :) De kan bruges som vedhæng til en halskæde eller som ørering.

Jeg har brugt cernit til det hele og nogle smykkedele til vedhæng.

Det første vedhæng er kruset med kakaoen og kagemanden. Synes selv at denne er blevet super god, og jeg har i den grad planer om at tilføje en kæde til denne, så jeg kan bruge den som en halskæde.

Det første jeg gjorde var at lave kruset med en lille klat brun cernit i midten. Formede det som et krus og gjorde klar til en hank også. Sukkerstokken er allerede bagt så den er lidt hård og derved nemmere at stikke i kruset når delene skal samles. Kagemanden er halv, da underkroppen på ham jo skal være nede i kakaoen og han har fået æren af at have krogen i sig, så den kan bruges som vedhæng. Og sidst men ikke mindst så er der små stykker hvid cernit som skal være skumfiduser i kakaoen.

Og så er det bare at samle delene. Kagemanden rundes en smule så det ser mere "ægte" ud i kruset og de forskellige dele placeres. Sukkerstokken stikkes i og håndtaget vedhæftes. Og så er den klar til at blive bagt.

Jeg lavede også en julepudding sidste år, men ved ikke rigtig hvor jeg har gjort af den. Så jeg har valgt at lave en ny. Overvejer at lave endnu en, så jeg kan bruge dem til øreringe, men indtil videre er der kun denne ene.

Jeg rullede en lille kugle i brun cernit og stikkede lidt i den for at give den den ru overflade. Derefter rullede jeg nogle dråber af hvid cernit og påførte de på toppen af kuglen. Disse glattes en smule ud så det kommer til at ligne glasur. Jeg lavede også et par grønne krisstjørn blade og nogle røde kugler til bær. Disse påføres efter jeg har lavet et lille vedhæng i toppen og så skal den bages.

Man kommer ikke udenom sukkerstokken når det er Jul, og jeg skulle selvfølgelig have mig et par øreringe med sådan et par i. De er lavet i rød og hvid cernit. Jeg rullede en lang pølse af hvid og en af rød, og så blev de ellers snoet sammen og rullet lidt mere. Når jeg synes den var tynd nok skar jeg små stykker ud og formede dem som stokke. Jeg fandt nogle små perle-ender som jeg brugte til at lave disse stokke til vedhæng. Ved ikke om jeg ville gøre det igen en anden gang, for det er nogle stive sataner at arbejde med. Men igennem kom de og vedhæftet et par øreringe. Disse kommer jeg nok til at gå en del med her i December. :D

Svampen her kan laves i en hvilken som helst farve, men da mange ser fluesvampen som en "Jule svamp", så blev det den jeg lavede. Dog er den røde cernit ekstra blød og ret belastende at arbejde med. Og den smitter af på alle de andre farver. Men når først det er færdigt, så er den røde svamp virkelig fin.

Jeg starter med at lave stilken på svampen og fører en lille ståltråd igennem, så hovedet på svampen kan sættes ordentlig fast. Og der rulles lidt små hvide kugler som skal bruges til pletterne ovenpå. Der påføres en lille krog ovenpå hovedet af svampen og delene samles så. Sidst påføres pletterne og der laves lidt riller på indersiden af hovedet og så er svampen færdig.

Sidst men ikke mindst så ville jeg gerne lave mig en hvid Julestjerne. Altså blomsten. Der laves et par grønne blade, nogle hvide kronblade og nogle små sølvkugler. Delene samles og der laves et lille hul i det ene blad så jeg kan påføre en lille ring. Super simpelt men stadig super fint. Og så har man pludselig nogle rigtig fine Julesmykker. :D


Julekalenderen tidligere:
2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016

Ingen kommentarer:

Send en kommentar