Et tilbageblik på en meget dyr og våd Maj måned

Det er efterhånden ved at være noget tid siden at jeg skrev et update-indlæg, og nu er Maj måned snart slut. Tiden går altså alt for hurtigt for tiden. Og når der ikke rigtig sker andet end at vi har en masse regnvejrsdage og derudover bare deltager i kedelige møder, undervisning og træning, så er der altså bare ikke ret meget spændende at fortælle om. Og Maj har generelt bare været ekstremt kedelig og blah... Dog med en smule shopping og nabo drama, men det kan jeg lige kort komme ind på om lidt. For måneden startede jo ud med at jeg igen blev et år ældre. I kan læse mere om min familiehygge i første weekend i Maj her som indebar en overraskende fødselsdagsgave og min nieces første tur ever til vandet.

I fødselsdagsgave fik jeg et lille tilskud til en ny telefon da min egen var meget tæt på at sige stop og jeg fik langt om længe købt en ny her i Maj måned. Jeg fik også bestilt et par covers og noget beskyttelsesfilm til skærmen, men det hele er endnu ikke nået frem til mig. Derfor har jeg i lang tid ikke haft mobilen på mig når jeg tog hjemmefra, men det har ikke været et problem. Jeg har faktisk også bestilt sådan en lille "lomme" til mobilen som den kan ligge i når jeg har den i lommen eller i tasken, men jeg kan først betale for den til d. 1 Juni, så hende jeg har smidt bestillingen af hos er vist endnu ikke gået igang med at lave den. Men når den kommer frem så er telefonen 100% sikker når jeg tager den med mig. Det bliver rart. Håber den kommer til at passe.

Som jeg også nævnte tidligere på måneden, så har jeg lavet en lille DIY ude på altanen så jeg kan have flere planter derude denne Sommer. Jeg ved ikke om det er noget der kan holde i længden, men hvis det bare holder denne Sommer, så er jeg tilfreds. Jeg elsker i hvert fald at jeg har flere planter at kigge på når jeg sidder derude, og så håber jeg at insekterne kommer til at få glæde af dem også. Nu har de langt om længe lovet godt vejr i weekenden, så måske får jeg mulighed for at sidde en masse derude sammen med Cosmo og nyde det hele.

Og selvom økonomien var pænt presset i forvejen, så købte jeg alligevel lidt flere ting i denne måned. Jeg så at Matas havde en vippe opbevarings "folder" på tilbud, og jeg er jo gået over til at have alle mine vipper samlet i sådanne ting, så da jeg fandt denne måtte jeg bare eje den. Der er plads til 16 par vipper og jeg havde stadig en masse løse liggende og de er nu kommet i denne. Fantastisk!

Ser man bort fra mobilen og tilbehøret til den så var det næste største køb i denne måned "Izola"-trilogien af Christina Bonde. Det er en bogserie som jeg har været interesseret i at læse lige siden hendes første bog udkom, men jeg fik aldrig muligheden for at læse og anmelde dem. Men nu havde Tellerup et virkelig godt tilbud i denne måned, og selvom jeg ikke havde råd, så endte jeg alligevel med at købe dem. De vil nok ikke blive så billige igen, så det var med at springe til lige så snart det var muligt. Og nu gjorde jeg det altså.

Og sidst men ikke mindst så endte jeg også med at købe lidt Forglemmigej frø da jeg altid gerne ville have sådan nogen på altanen. Jeg kunne ikke tage billeder af dem, da jeg allerede har plantet dem. Det bliver spændende når de begynder at komme frem. :D Fik et lille skud af de gamle, så jeg har lidt stående allerede, men der er blevet spredt frø i forskellige krukker så der kommer forhåbentlig mange af dem. :D

Men det betyder jo så at økonomien har været pænt elendig i denne måned og den har stået på meget tun og nudler og ikke ret meget andet sjovt. Dog har der været plads til et par dage med lidt mere lækker mad og snacks, men damn det har været stramt. Men det lykkedes mig at holde hovedet over vandet og min konto nåede aldrig at få røde tal. Så det er vidunderligt. Et mirakel, men fandme godt klaret hvis jeg selv skal sige det.

Og nu tilbage til nabo dramaet. Jeg troede at finalen i Eurovision var en GYSER! (Hvilket den virkelig også var), men jeg skal da lige love for at det har været tæt på at der startede en nabo krig her i denne måned. Der er flyttet et par børnefamilier ind på det seneste, og opdragelse er åbenbart ikke noget der findes hos dem. Og det betyder at vi har haft en masse problemer med at havemøbler blev ødelagt og tegnet på, en trailer blev brugt som kravlestativ og der blev løsnet i flere forskellige samlinger (pisse farligt hvis den blev kørt med uden at det blev spændt igen - hvilket jeg kunne advare ejeren om da jeg så ungerne lave narrestregerne heroppe fra) og så blev der kastet rundt med sten, murbrokker, træklodser, løbehjul, bolde og cykler overalt i haven og omkring bilerne. Så I kan godt forestille jer at pulsen på flere af os har været pænt meget oppe og køre.

Jeg har skældt ud og råbt, skrevet en down-to-earth seddel hvor jeg forklarede at man skal opføre sig ordentligt og passe på andres ting og hængt den op i alle opgangene. Derefter har flere naboer valgt at køre det op i en spids og endt ud med at svine hinanden til og skændtes via små seddel-udvekslinger. Totalt kaos. Det er endt ud med at vi nu har klaget til udlejer og så må vi se om det vil hjælpe af de får advarsler. Men jeez altså! Den slags forældre bliver simpelthen nødt til at lære deres børn at man ikke skal ødelægge andre folks ting og opføre sig så hensynsløst omkring andres ejendom. Også selvom der er mange unger. De har selv valgt at have et lille fodboldhold, så må de også tage ansvaret for dem. Men jeg skal love for at jo mere vi lærer om dem jo mere skræmmende og chokkerende er det hele. Og når de så gejler de andre unger i boligblokken op også så er det bare rent kaos. Jeg er træt og jeg føler at jeg har brugt energi for et helt år på alt det her. Nu trænger jeg til ferie og ro. Nu må vi se om jeg overhovedet får lov til at holde ferie.

Men i første omgang holder jeg weekend. Og jeg håber at I derude får en fantastisk en af slagsen også. Kryds fingre for at Juni bliver bedre end Maj. Også vejrmæssigt. ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)