Anmeldelse af "Vinger af Skygger & Torden" ("Skyggevinger" 1) af Stine Bahrt

Reklame for forlaget Krabat og forfatter Stine Bahrt - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg tror ikke at I kan forestille jer hvor meget jeg jublede da Stine bekendtgjorde at hun havde gang i en ny steampunk fantasy-serie, for jeg ELSKER hendes steampunk verdner, såå... da "Vinger af Skygger & Torden" endelig udkom lavede jeg en lille glædesdans og jeg måtte knibe et par tårer da jeg endelig stod med den i hænderne takket være hendes forlag, Krabat. Den er simpelthen så fin!!!! Og forsiden blev endnu engang inspirationskilde til et makeup look, som I kan se her. Og detaljen med jordbær - som I også ser på disse billeder - var en som Stine hintede om og jeg så fik tilføjet. Og nu hvor jeg har læst bogen giver de meget mere mening. ;)

Men nu til det det handler om. Faldt denne bog i lige så god smag som hendes bøger i "Urværkerne"-serien? Lad os finde ud af det. For her kommer min anmeldelse af "Vinger af Skygger & Torden" fra Stines nye (mini)serie "Skyggevinger". (Tror vi at den ender med at blive kaldt.)

Da verden gik under og sendte en masse af jordens befolkning ned i bundløse kratere blev der åbnet op for underverdenen og skyggedæmoner fandt vej til overfladen. Skyggedæmoner som de overlevende blev advaret imod og især ugifte og urørte kvinder var i farer. Og de var i forvejen i undertal, så det er vigtigt at de bliver gift og føder flere børn. Og nu hvor Pennys forældre er forsvundet efter en tur i Londals tågede gader står hun for skud. Hun bor på himmelskibet, Frøken Kajsa, med sin bedste ven og det er både farligt og ulovligt. Så selvom hun ingen planer havde om at blive gift og få børn, ser det nu ud som om hun intet valg har længere. Penny og James skal giftes. Men Penny er allerede i problemer. Hun har nemlig en alliance med en skyggedæmon.

Skyggeparlamentet har allerede fundet frem til dem og truer dem med tvunget ægteskab, og da himmelskibet er det eneste af sin slags har de også allerede planer om at få fingrene i det. Så Penny og James bliver nødt til at finde et mandskab til skibet så de kan tage til overfladen og lede efter skatte som de kan bruge som betaling for de bøder de står til at få grundet deres situation. Men det bliver ikke nemt. Og overfladen er farlig at tage til. Det vrimler med skyggefortærede. Skræmmende levende døde. Men Penny er opsat på at tage afsted. Måske hun endda kan finde sine forældre igen? Men hun har stadig et stort problem som hun ikke kan slippe udenom. Skyggedæmonen.

Hun burde være rædselslagen over at få besøg af skyggedæmonen, men hun tvivler efterhånden på at han skulle være så farlig som de får fortalt af Skyggeparlamentet. Og hun får fornemmelsen af at ikke alt de har fået fortalt er sandt. Der er noget uldent ved det hele. Og jo tættere hun kommer på sin skyggedæmon begynder hemmelighederne at blive afsløret og sandheden at komme frem. Og hendes planer ændrer sig. Hun vil afsløre sandheden, men hun vil ikke miste sin skyggedæmon. Slet ikke nu hvor hun ikke kan forestille sig et liv uden ham. Har hun forelsket sig i en dæmon? Er det overhovedet muligt? Og kan en dæmon overhovedet elske et menneske?

Dette er en virkelig skøn dark fantasy steampunkserie fyldt med kaos, drama, romantik, mystik, hemmeligheder og væsner fra underverdenen. En verden i panik, en fremtid i skygger og en nutid i urimelige regler og krav.

Ohhhh my! Jeg har gåsehud! JEG VIL OGSÅ HAVE EN SKYGGEDÆMON! :D Jeg er endnu engang blevet forelsket og Stine har skabt endnu en vidunderlig steampunk-verden som jeg glæder mig til at blive genforenet med når næste bog udkommer. Du gør mit steampunk-elskende hjerte lykkeligt Stine. Og nu glæder jeg mig helt ekstremt til "Urværkerne" 3 og "Skyggevinger" 2.

Hvis du også elsker fantasy. Hvis du elsker Steampunk. Og hvis du elsker YA-bøger. Så er Stine Bahrt helt klart en forfatter du burde kigge nærmere på og læse hendes bøger. Det vil du ikke fortryde.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Forvandlingen" ("Academia" 3) af Line Wenzel

Reklame for forlaget Tellerup og forfatter Line Wenzel - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Sidste år købte jeg de to første bøger i "Academia"-serien af Line Wenzel, og efter min anmeldelse af de to første bøger i starten af dette år, tilbød Line Wenzel at jeg kunne få lov til at læse og anmelde den tredje og sidste bog når den udkom hos forlaget Tellerup dette efterår. Og I kan tro at jeg blev glad og beæret. For jeg endte med at nyde serien mere end forventet. Og derfor gik jeg også straks igang med at læse "Forvandlingen" da jeg modtog den. Og nu er jeg klar med min anmeldelse af afslutningen på serien. Så here you go!

Nia Himlan arbejder stadig på livseliksiren og hos mafiaen, men arbejdet bliver mere og mere besværliggjort af at fjenden stadig forsøger at stoppe hende i at færdiggøre formlen og brygge mere af den grundet nogle fremtidsforudsigelser. Kan de have ret i at den vil være deres undergang? Det kan da umuligt passe. Og samtidig er presset hos mafiaen begyndt at få hende til at tvivle på om det nu også var en god idé at blive viklet ind i deres net. Og Aden Fenice er ikke glad for at hun er så meget hos dem. Men han står selv med nogle svære valg. De har nemlig fundet beviser for hvem gerningsmanden for de slemme katastrofer er og kan derved hjælpe deres universiteter med at redde deres ry. Men det vil unægteligt ødelægge fremtiden for andre mennesker som de holder af. Men retfærdigheden er vel vigtigst?

Da de tror at de har taget de rigtige beslutninger vælter det hele ned om ørerne på dem. Fremtiden er i større fare end nogensinde før og den kan kun reddes med den helt rigtige beslutning. Men beslutningen bliver ikke taget godt imod hos alle og Nia er i tvivl om om det var det rigtige at gøre. Og nu står hun med et stort dilemma. Er hun villig til at droppe sine karrieredrømme for andre menneskers lykke? Vil hun acceptere at hun ikke længere vil blive anerkendt for hendes arbejde hvor hun er nu, nu hvor andre skal bestemme hvad hun må og skal? Vil hun være villig til at miste Aden for sine egne ambitioner?

Adens nye magiske kræfter trækker ham over i skødet på "fjenden". Og selvom der var flere grunde til at bevæge sig ind bag fjendens vægge i starten, så er han nu ved at indse at hans fremtid ser anderledes ud end først antaget. Og det bliver muligvis uden Nia. Medmindre han kan få hende til at ændre mening. Ændre mening for ham. Og for hende selv. Men også for deres fremtid. Sammen. Men er det for sent? Eller er hun selv begyndt at se muligheder i en anderledes fremtid?

Dette er en perfekt serie til alle academia-fantasy-elskere som er fan af denne genre og som elsker en serie fuld af hemmeligheder, konkurrerende akademi-afdelinger, farlige videnskabelige eksperimenter, magi, gangstere, mystik og svære fremtidsvalg. Den er utroligt vanedannende. Og jeg har nydt alle tre bøger og sidder nu tilbage med en sult efter mere!

Tredje og sidste bog slutter meget åbent og der kunne efter min mening sagtens komme endnu en bog. Jeg er slet ikke færdig med Nia og Aden. Og da slet ikke med Lucca og Jannik. Og hvad skal der nu ske efter de nye mål de har fået for deres liv? Argh! I need to know! *Haha* Men selvom vi nok aldrig får de svar, så kan jeg klart anbefale jer at læse denne serie. Den er så spændende og jeg elsker detaljerne og omgivelserne for historien. Nu vil jeg virkelig gerne læse flere "dark"acamedia-bøger. :)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Er vi der snart?" af Lucy Vine

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Lucy Vine - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har ingen erfaring med Lucy Vine som forfatter, men denne bog, "Er vi der snart?", som skønne forlaget Flamingo havde sendt min vej for noget tid siden, lød virkelig underholdende og den helt perfekte Sommerlæsning, så den skulle selvfølgelig have en chance denne Sommer. For hvem elsker ikke en feel-good historie om personlig udvikling og jordomrejser med en god portion humor i til hygge-læsningen i solen med en kølig drik og friske jordbærd? Well.. I do!

Nå.. Lad os komme til det det handler om. Min anmeldelse. Og den får I her.

Alices liv vælter helt rundt efter en katastrofal 30-års fødselsdag hvor hun opdager at intet er som det plejede at være. Vennerne er alle i forhold og på vej videre i livet. Alle er blevet så fremtids-agtige. Og hun føler sig pludselig meget alene og forladt. Forladt af sin familie - som hun har et lidt rodet forhold til efter en urolig barndom. Forladt af sin bedste veninde og bofælle som nu har kæreste og kommende barn på vej. Og nu også arbejdsløs - efter hun ved en fejl sendte en ret intim og kikset sms til sin chef. Så hvad skal hun nu gøre? Hvor skal hun tage hen? "Fulde-Alice" har skrevet en note til hende. Bedt hende om at tage ud i verden og opleve en masse. Finde sig selv. Slå sig løs. Så det er det hun gør. Hun vil tage på en lang rejse rundt i verden og møde nye mennesker, være ligeglad med det gamle liv og bare have det sjovt. Og hun vil blogge om det så alle kan tage del i hendes fantastiske oplevelser.

Første del af rejsen går til Amerika hvor hun skal tilbringe noget tid hos en gammel veninde. Hun ser frem til at se og opleve en masse kendisser og mænge sig med lækre mænd og luksus. Men intet er som hun havde forventet. Det forhindrer hende dog ikke i at have det sjovt og feste igennem. Og det kommer der mange uheldige men humoristiske situationer ud af. Men også sårede følelser. Det er dog ikke noget hun vil bruge alt for mange kræfter på da hun alligevel skal videre på næste del af sin jordomrejse - til Thailand. Og her dukker hendes bror op med sin bedste kammerat og de skruer ekstra op for udfordringerne på rejsen. Udfordringer som både fører dårlige men også gode ting med sig. Men at få øjnene tvunget op for sandheden kan gøre ondt og det kan få selv de stærkeste bånd til at briste. Og Alice må indse at hendes flugt fra sit gamle liv ikke er den rigtige løsning.

Måske er det på tide at se sine dæmoner i øjnene? Åbne op for folk omkring sig? Og lade dem åbne sig op overfor hende? Også selvom det kommer til at gøre forbandet ondt? Men er hun klar til det? Vil hun turde at tage så stort et skridt? Og hvis så, er hun så klar til at tage videre på rejsen og direkte ind i armene på det mareridt som hun har været på flugt fra i så mange år?

En humoristisk og vild historie om en kvinde på flugt fra sit liv, sandheden og de svære situationer hun er endt i. Om hendes jordomrejse på jagt efter nye og spontane oplevelser, nye bekendtskaber og masser af personlig udvikling. Og hendes vink med en vognstang som tvinger hende til at se sine dæmoner i øjnene.

Jeg ville gerne have givet den 5 stjerner, men selvom den starter rigtig godt ud, så føles slutningen en smule forhastet og humoren virker lidt påtvungen. Hvilket er en skam, for som sagt, så startede den rigtig godt ud. Ikke sagt at jeg ikke nød bogen, men den blev lidt.. meh til sidst. Men underholdende det var den, så jeg har hygget mig. Hovedpersonen bliver kastet ud i mange pinlige og sjove situationer og det er nemt at sætte sig ind i handlingen, og man får helt lyst til selv at have været der og være vidne til det.

Hvis du leder efter en bog til ferien hvor du kan få dig et godt grin, udleve lidt af dine rejse-drømme og krumme tæer over pinlige situationer, så kunne denne være et godt bud. :)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "En af dem dør" af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I Sommers modtog jeg en skøn YA-Krimi bogpakke af forlaget Gyldendal, og deri gemte sig lidt bøger af Holly Jackson. Jeg har tidligere læst "En god piges guide til mord" og nu også "God pige, ondt blod" fra samme serie, og jeg var virkelig imponeret af dem. Derfor var jeg også meget interesseret i at læse bogen "En af dem dør", som også befandt sig i bogpakken. En bog som jeg har læst rigtig mange rosende ord om og derfor var mine forventninger høje.

Men kunne den så leve op til den hype jeg har fornemmet online og mine egne forventninger? Det er på tide at finde ud af det. For her kommer min anmeldelse.

Hvad der startede med seks venner på roadtrip på vej til det årlige spring break, ender med at gå i en helt anden retning end de havde regnet med. Det mobile signal forsvinder, stemningen imellem vennerne ændrer sig og autocamperen er nu kommet ind på en forkert rute på en øde grusvej i skoven hvor de får mistænkelige punkteringer på alle fire dæk. Der er noget helt galt her. Og det lader ikke til at være en tilfældighed at de er endt netop der. En snigskytte har dem i sigte og det går hurtigt op for dem at de nu nok ikke kan slippe væk derfra i live.

Eller kan de? Snigskytten afkræver gruppen at afsløre en hemmelighed. En hemmelighed som én af dem gemmer på. Men hvem kan det dog være? Alle har vel hemmeligheder? Men hvem har så mørk en hemmelighed at den har fået dem udset som målskive? Kender de overhovedet hinanden så godt som de tror? Ingen ved længere hvad de skal tro og de begynder hurtigt at mistænkte hinanden. Nogen bliver nødt til at gå til bekendelse. Ellers kan det komme til at koste liv. Uskyldige liv.

Angst, desperation og vrede får autocamperen til at virke utroligt lille og kvælende. Én hemmelighed efter den anden begynder at blive tvunget ud af den lille gruppe. En efter en - mørkere og værre end den forrige. Men kan de nu også være sikre på at det er den rigtige hemmelighed som snigskytten tænker på? Eller vil det i sidste ende vise sig at være værre end de troede? Vil den rigtige hemmelighed være nok til at smadre deres verden som de kender den? Uanset hvad så slipper de ikke alle derfra i live. Blod vil flyde og tiden er ved at løbe ud for dem.

Jeg forstår virkelig godt hypen! Jeg er tom for ord efter den slutning! Men jeg kan afsløre så meget at tårerne strømmede ned af kinderne på mig til sidst. Jeg havde ikke set det komme, og... argh! Jeg mangler lige en "dette skete til sidst"-afsløring. Men på den anden side. Så er det så vild en afslutning! Jeg kan ikke andet end bukke dybt. Wow!

En virkelig intens ungdoms-krimi som tager en med på et skræmmende roadtrip fuld af mørke hemmeligheder, vilde afsløringer og om ikke at vide hvem ens venner virkelig er, og hvad de i sidste ende udgiver sig for at være når deres liv hænger i en tynd tråd for enden af et rødt lasersigte. Intet var en tilfældighed. Deres fælde var nøje planlagt og ikke alle overlever natten. En hemmelighed skal afsløres. Men hvem viser sig at ligge inde med den?

Hvis denne bog ender med at blive lavet om til en film så er jeg den første der skal se den. Den er så INTENS! Jeg kan varmt anbefale jer at læse den. Jeg glæder mig nu til at læse endnu mere af Holly Jackson. Hun skriver på en så medrivende og interessant måde, og i serien "En god piges guide til mord" får I en unik vinkel på historien i form af dagbogs-sider, notater, sagsagter osv, så det føles som om I selv er med til at løse mordgåder. Hvis I er til den slags bøger, så kan jeg også varmt anbefale jer at kaste jer over den serie. :)

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "God pige, ondt blod" ("A Good Girl's Guide to Murder" 2) af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Kan I huske min begejstring for bogen "En god piges guide til mord"? Jamen nu har jeg takket være de skønne mennesker hos forlaget Gyldendal fået lov til at læse den næste bog i serien. En serie som jeg har hørt rigtig meget godt om på de sociale medier inden den blev udgivet på dansk, og som jeg blev virkelig glad for at jeg fik lov til at læse og anmelde første bog af tidligere på året. Og som sagt så var det nu tid til den næste bog, "God pige, ondt blod".

Jeg har nu fået den læst og er nu klar med min anmeldelse af den. Here you go!

Pip har besluttet sig for at ligge amatørdetektiv-stillingen på hylden efter den uopklarede skræmmende mord-sag hun formåede at opklare sidste år. Det endte med at blive for farligt for hende selv og dem tættest på hende. Og nu hvor hendes "true crime"-podcast over sagen er blevet en succes og sandheden nu er kommet frem, så er det på tide at hun nu koncentrere sig om sin familie, skole og kæresten. Men der går ikke længe før endnu en tragedie opstår i byen. En af hendes bedste venners storebror lader til at være forsvundet. Politiet tror ikke der er noget alvor i det og det går hurtigt op for hende, at det faktisk kun er et fåtal der er overbevist om at der er noget virkelig galt.

Hun er den eneste der vil tage sagen alvorligt og hun føler at hun skylder sin ven og hans familie at gå videre med det. Og derfor går hun straks igang med at lede efter spor. Hvad skete der med Jamie? Er det bare en frivillig forsvinding som mange påstår eller ligger der noget mørkere bag? Kan hun finde ham før det er for sent? Har han været offer for forbrydelse? Eller er han ved et uheld blevet viklet ind i et spind af hemmeligheder og hævn?

Sagen er indviklet og sporet lader til at ende brat. Og det bliver kun mørkere og mørkere. Intet er som de troede og Pip og vennerne skal nu kæmpe imod tiden og en ukendt fjende som de ikke havde forventet ville dukke op.

En serie om en lille by med en tragisk historie og et mørke som kun en ung pige kan gennemskue og opklare. Og mørket er endnu engang trukket ind over det lille lokalsamfund. En forsvinding, hemmeligheder, falske identiteter og en tørst for hævn. Vil hun kunne opklare sagen før det er for sent? Eller vil hun selv ende med at blive et offer for mørket?

Åhh hvor havde jeg dog glædet mig til fortsættelsen af denne serie, og den levede fuldt op til mine forventninger. Der er masser af drama og jeg er nu endnu mere opsat på at få afslutningen med. For hvad betyder det for historien og Pip at den sidste retsag ikke gik som forventet? (Læs historien for at få svar på hvilken jeg tænker på) Og vil *bip* blive fanget eller slipper personen godt fra det der skete i denne sag? (Igen - læs bøgerne for at finde ud af hvem jeg mener) Argh! Jeg håber at den sidste bog bliver den perfekte sløjfe på alt dette. Nu kan Oktober kun komme for langsomt. :D Jeg glæder mig helt enormt til udgivelsen af "Så godt som død".

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Villaen" af Rachel Hawkins

Reklame for forlaget Falco og forfatter Rachel Hawkins - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg læste "Hævnens Paradis" af Rachel Hawkins sidste år, og jeg var virkelig imponeret over historien. (Læs eventuelt min anmeldelse af den her.) Derfor var jeg straks interesseret da forlaget Falco gav udtryk for at "Villaen" ville udkomme hos dem denne Sommer. Selvom "Hævnens Paradis" fik meget blandet anmeldelser, så endte jeg med at synes ret godt om den, så jeg havde lidt samme forventninger til denne. Men kunne den så leve op til dem? Lad og finde ud af det. For her kommer min anmeldelse. :)

Emily står midt i en grim skilsmisse med sin eksmand, som prøver på at rage så meget til sig af hendes forfatter-succes som overhovedet muligt. Og som gør alt for at få hende trukket så meget ned at hun bliver syg igen. En uforklarlig sygdom som hun tidligere har været ramt af da hun var sammen med ham. Og derfor ender hun med at tage imod sin bedste venindes tilbud om at tage med hende til Italien hele sommeren. En chance for at komme væk fra det hele. Væk fra eksmanden, væk fra hverdagen og væk fra presset og sin skriveblokade. Men er det nu også en god idé at tage væk sammen med Chess?

Chess og Emily har været uadskillelige da de var små, men efterhånden som de blev ældre jo mindre har de set til hinanden. Chess er blevet en succesfuld selvhjælps-guru og har rygende travlt hele tiden og - for at være ærlig - så har hun alt for travlt med sig selv. Så de har ikke set så meget til hinanden. Men selvom deres forhold er skrøbeligt, så kunne denne tur måske være starten på et stærkere venskab igen. Eller er de bare ved at vokse fra hinanden?

De ankommer til Villa Aestas i Orvieto og ret hurtigt begynder villaens historie at blive afsløret - og det hele starter med et mord tilbage i 1974. Men det er desværre ikke kun villaens hemmeligheder der dukker op til overfladen. Grimme hemmeligheder i hendes eget liv er fulgt med og det er tæt på at ødelægge hele turen. Og ødelægge den sidste chance for at redde venskabet til Chess. Er villaen en forbandelse? Kræver den endnu et offer? Og hvem vil det ende med at blive?

Dette er en mørk thriller som er fuld af hemmeligheder, løgne og kendisdrømme. Om mord og onde handlinger. Om en hjemsøgt villa i Italien som kræver et offer af alle dets gæster.

Jeg havde lidt for høje forventninger til denne bog. Og derfor havde jeg svært ved at blive fanget af historien i starten. Den kan godt være lidt svær at komme igang med. Men ca. halvvejs inde begynder der at komme lidt mere saft og kraft i historien og spændingen stiger samtidig med at sandheden bliver afsløret. Eller det tror man. For BANG! Sidst i bogen tager det lige en 180° vending og ... jah.. jeg kunne måske godt have undværet det sidste kapitel. For uden det ville historien ende virkelig ond, men nej. Sådan er det ikke.

Jeg vil ikke afsløre for meget, og det er også derfor at det måske kan virke lidt forvirrende det jeg skriver. Men hvis det har gjort jer nysgerrige og fået jer til at ville vide hvad det hele handler om, så synes jeg at I skulle prøve at læse bogen. Det kunne jo være at I har en helt anden mening om historien og måske vil elske den. Anmeldelserne svinger meget og det synes jeg gør bogen interessant. Det var netop derfor at jeg blev nysgerrig.

Fortryder jeg at jeg har læst den? På ingen måde.

Min Goodreads rating:
★★★✩✩