Anmeldelse af "Kærlighed på afveje" af Freya Sampson

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Freya Sampson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg faldt straks for Freya Sampsons bog "Mit hjertes bibliotek" så da forlaget Cicero sendte mig denne bog, "Kærlighed på afveje", så tænkte jeg at den helt sikkert også ville falde i min smag. Historien er dog ikke i samme kategori som den første, men historien lød alligevel meget lovende. Så den blev lagt i toppen af min TBR-bunke. :) Min anmeldelse kommer dog først i dag - over et halvt år efter jeg læste bogen - da jeg var kommet så langt foran med mine anmeldelser, at den endte ret langt nede på listen. MEN! Den kommer nu! ;) Enjoy!

Libby troede at hendes liv var godt. På vej til at blive perfekt. Men alt falder til jorden da kæresten vælger at gøre det forbi med hende i stedet for at fri, som hun troede han ville. Og nu står hun så i London med sine tasker på vej hjem til hendes søster som hun skal bo hos midlertidigt. Og buslinje 88 er hendes næste del på rejsen. En bustur som skal vise sig at ændre hendes liv for evigt. En bustur som bliver første kapitel i en virkelig hjertevarm og sjov historie med nye venner, kærlighed og en mission. En mission som er 60 år gammel og som hun beslutter sig for at løse.

I bussen falder hun i snak med den ældre mand, Frank. Frank mødte i 1962 en ung kvinde med flammende rødt hår - faktisk lignede hun ret meget Libby fortæller han - som elskede at tegne og male. Hvilket var Libbys karriere-drøm da hun var yngre, men som hendes forældre fik smadret. Han forelskede sig straks i hende, men han mistede hendes nummer og kunne derfor ikke komme i kontakt med hende igen. Og han har siden ledt efter hende i bussen uden held. Men han har endnu ikke givet op. Hvilket fascinerer Libby, og efter nogle hyggelige bussamtaler tilbyder hun at hjælpe ham. Hun har jo masser af tid imens hun venter på at ekskæresten tager sig sammen og finder ud af at han gerne vil have hende tilbage.

Hun ender med at finde en perfekt måde at efterlyse den savnede kvinde fra linje 88 på og starter noget uvilligt et samarbejde med Franks hjælper, Dylan, som hun mødte på en ret uheldig måde i bussen. Men der går ikke længe før de opdager hvor meget Frank har betydet og hjulpet folk i bussen og inden de ser sig om er historien blevet spredt. Dylan og Libby finder nyt mod til at fortsætte - samtidig med at deres nye og lidt særprægede venskab vokser. Og Franks håb vokser. Men hvad nu hvis de ikke finder hende? Hvad nu hvis hun ikke længere er i live? Måske bor hun slet ikke i London længere? Og hvad sker der når Franks demens tager alle minderne og genkendelserne fra ham?

Samtidig med at eftersøgningen er i fuld gang så er Libby ved at åbne sig op for sine nye venner - måske er hun endda klar til at åbne op for et nyt forhold? Men hendes liv bliver igen vendt op og ned på hovedet og det er nu vigtigt at Libby mærker efter og tager sine egne valg. Finder modet til at sigte efter nye og gamle drømme. Men er det med ekskæresten? Er det med Dylan? Da Franks søgen finder en ende starter Libbys nye fremtid. Måske skulle hun lære af den historie som Frank delte med hende? Tage en chance og gribe sin egen lykke?

Hold nu op hvor er dette dog bare en skøn historie. Denne historie er fuld af hjertevarme møder imellem fremmede mennesker i en bus i London. Om jagten på den store kærlighed og om sammenhold imellem unikke personligheder. Om samarbejde og om at turde åbne sig op for at opnå og udleve det man drømmer om. Og jeg er vild med det!

Man kan ikke lade være med at blive en smule forelsket i Frank og hans søgen efter hans drømmekvinde samt venskabet som opstår imellem ham og Libby. Og selv det lidt kiksede og forvirrende møde og venskab imellem Libby og Dylan er ikke til at stå for. Jeg elsker at Freya har formået at sætte flere unikke personligheder sammen på den måde og jeg elskede kemien imellem dem alle sammen.

Hvis du leder efter en hjertevarm og skøn letlæselig historie til de mørke vinternætter - eller bare generelt, så synes jeg at du skulle give denne historie et læs. :)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Bryllupsrejse på afbud" af Christina Lauren

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Christina Lauren - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Det er ikke mere end et par måneder siden at jeg anmeldte "Den falske affære" og fordi jeg elskede den så meget, så skulle den næste bog, "Bryllupsrejse på afbud", altså læses med det samme. Mange mange mange tak til forlaget Flamingo fordi I har fået mine øjne op for de skønne historier af Christina Lauren. Jeg ser frem til at læse mange flere ude i fremtiden. ;)

Men nu.. jeg vil ikke lade jer vente længere. Her kommer min anmeldelse af denne bog. Enjoy!

Olive og hendes tvillingesøster er hinandens diametrale modsætninger. Olive er en ulykkesfugl - senest har hun mistet roomie og lejlighed og værst af alt hendes job - og hendes søster er heldig med alt - virkelig alt. Og da søsteren skal giftes er bryllup, bryllupsrejse og alt hvad der dertil hører også noget som søsteren har vundet sig til. Hvilket er ret imponerende men også lidt for meget. Men søsterens held lader ret hurtigt til at vende til det modsatte. Bryllupsfesten slutter med at alle får madforgiftning. Pånær Olive og søsterens mands storebror, Ethan - Olives ærkefjende.

De kan virkelig ikke fordrage hinanden og sådan har det været siden deres første møde. Heller ikke selvom det et øjeblik virkede lovende. For Ethan er virkelig en pæn - også lidt for lækker - mand. Men hans reaktion på Olive fik hende hurtigt til at ændre mening. Han er ikke en hun vil tilbringe tid sammen med og da slet ikke skulle udholde alt for længe af gangen. Men nu tvinger tvillingesøsteren hende til at gøre netop det. Da Olive og Ethan er de eneste der ikke har fået madforgiftning, og fordi Ami ikke vil lade bryllupsrejsen til Maui gå til spilde, så er Olive og Ethan nu tvunget til at udgive sig for at være det lykkelige nygifte par og tage afsted. Men det kan vel lykkedes dem at undgå hinanden? Øen er jo ret stor?

Der går dog ikke længe før de er tvunget til at udgive sig for at være lykkelige nygifte, da de igen og igen støder ind i folk der kan spolere den gratis rejse for dem. Og løgnene bliver flittigt brugt. Men hun er nu faktisk ikke så ked af at skulle tilbringe tid sammen med Ethan. Når han gør en indsats er han faktisk ret charmerende. Og virkelig rar. Men der er hemmeligheder som truer med at ødelægge stemningen. Hemmeligheder som kan ødelægge mere end deres nyfundne kemi. Hemmeligheder som kan være altødelæggende. Og Olive er den eneste der lader til at have noget at tabe hvis de ikke kommer frem i dagens lys.

Dette er en virkelig skøn enemies-to-lovers historie fuld af humor, pinlige misforståelser, masser af drama, uventede følelser og en ordelig røvfuld af sjove situationer. En historie som ikke kan undgå at gå lige direkte i hjertekulen og efterlade læseren med grin, et smil på læben og måske endda et par tårer i øjenkrogen. Det gjorde den i hvert fald for mig.

Jeg elsker historier med enemies-to-lovers-temaet da det indebærer en masse drama, spydigheder og endnu mere af hungrende tiltrækning. Mums! Den intense spænding er jeg stor fan af, og der er heldigvis masser af serier og historier med den slags og jeg sluger dem råt hver eneste gang. Og denne bog er ingen undtagelse. Wow! Man bliver helt glad i låget af den type historier, og jeg synes helt klart at I skal give denne bog et læs denne sommer. :)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af de tre første bøger i "Awen"-serien af Nathali & Bettina Liane

Reklame for forlaget Turbine og forfatterne Nathali & Bettina Liane - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har LÆNGE været interesseret i at læse "Awen"-serien af Nathali & Bettina Liane, så da deres tredje bog ud af fem udkom denne Sommer, så spurgte jeg forlaget Turbine om det kunne være muligt at komme med på anmelderlisten, og det var de heldigvis så søde at gå med til. Så da alle tre udkomne bøger ankom gik jeg straks igang med at læse dem.

Og som I nok har langt mærke til nogle gange, så har jeg det med at blive inspireret til makeup looks, kreative billeder eller rekvisitter ud fra enten forsider, handlinger, personer eller genstande i de bøger jeg læser, og denne serie endte også med at inspirere mig. Jeg har nemlig lavet en lille rekvisit til hver bog. En kuffert til "Kaldet fra Galathea", et sværd til "Arven fra fortiden" og et lille lommeur til "Flænger i tiden". Hvad har de med serien at gøre? Det vil jeg ikke afsløre. Jeg synes at I skal læse dem for at finde ud af det. :) Og jeg glæder mig til at se hvad de to sidste bøger ender med at inspirere mig til at lave. Jeg håber i hvert fald at jeg får lov til at læse og anmelde dem også når de udkommer. ;)

Men nok om det. Nu synes jeg at I skal have lov til at læse mine anmeldelser af de tre første bøger. De kommer nemlig her. Enjoy!


"Kaldet fra Galathea"

Tvillingerne Aia og Peter Kollgard har længe levet i frygt for deres egen familie og dens lyssky opførsel, og de bliver ikke ligefrem budt velkommen når familien samles til forskellige arrangementer, så de har aldrig fået at vide hvad der foregår når de samles. Men de fornemmer dog at det ikke er noget godt. Så da de en dag finder en mystisk og magisk kuffert på deres dørtrin tager de væk fra hjemmet og familien med det samme. De er blevet inviteret til at tage med ombord på et skib ved navn Galathea. De burde egentlig være bange og varsomme, men det føles rigtigt. Og de skal skynde sig. For de har pludselig en virkelig farlig fjende i hælene. Deres verden ændres for altid og Galathea bliver starten på en magisk og farefuld rejse for dem begge.

På det magiske skib skal Aia og Peter sammen med en masse andre aspiranter uddannes til at blive vogtere, få deres egen magiske æt og forberede sig til at bekæmpe den farlige fjende som verden lider under - og som Aia og Peter allerede har mødt. Og endda født ind i. Gruppen Morkinskinna. Det skaber hurtigt problemer for dem på skibet og deres baggrund bliver afsløret. De får hurtigt ufrivilligt flere fjender. Nemlig deres medstuderende. Og det er tæt på at gå virkelig galt flere gange. Aia og Peter har arvet mørkekræfter og det skaber panik, vrede og hadfulde kommentarer.

Aia har svært ved at få styr på sine følelser og hun får hurtigt rodet sig ud i situationer som kan koste hende sin plads på skibet. Men der er noget virkelig galt. Der er en eller flere ukendte fjender som bevist forsøger at få hende smidt af skibet. Og hun og vennerne har svært ved at finde beviser for det. Alt peger på at det er Aias egen vrede der er skyld i det hele. Vil de kunne finde den skyldige før det er for sent? Eller vil Aias manglende kontrol være hendes endeligt? En nødsituation opstår og alt bliver vendt op og ned på skibet. Deres fjende er iblandt dem.

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Arven fra fortiden"

Imens der hos Morkinskinna er begyndt at ylme i skyggerne og planerne for magtfordelingen i familiens hierarki ændrer sig, så modtager Aia og Peter et mystisk testamente fra deres far. Mange år efter hans død. Og det er fuld af forvirrende gåder, som virker umulige at løse. Og en mystisk genstand er blevet beskrevet og efterladt til dem, men hvor? Og hvad indeholder den? Det vil Aia og Peter finde ud af. Men selv imellem tvillingerne opstår der hemmeligheder og det skaber splid imellem dem. Og da Peter pludselig forsvinder går der panik i Aia. Hvordan kunne hun tillade at deres så tætte forhold blev revet i stykker? Hvad nu hvis han ikke kommer tilbage?

Mystiske og faretruende ting begynder at ske på skibet og vogterne bliver sat igang med hård træning og undervisning. Men er presset blevet for hårdt for dem? Er den fremskredne vigtighed af deres oplæring tæt på at knække dem? Vil fjenden være dem overlegne uanset hvad de gør? Aia og vennerne nægter at give op. Især ikke da de finder ud af hvad tvillingerne har arvet. Det kan være det eneste og sidste håb til sejr over fjenden. Svaret på Igdrafells og de tilbageværende slørs redning. Men vil de kunne nå at finde det i tide? Våbnet? Og hvad gør de hvis de ikke kan få det aktiveret?

Det viser sig hurtigt at blive en nær umulig opgave for de unge mennesker. Især når alt kæmper imod fra alle sider. Venner, undervisere, fjenden... dem selv. Og en skræmmende åbenbaring tvinger dem til at tage en altafgørende beslutning. En beslutning som kan koste dem livet hvis det ikke lykkedes for dem at leve op til den. Og tabene kan vise sig at være hjerteknusende store. For ikke alle slipper fra endnu en farlig kamp med fjenden. Fjenden som nu har fundet en ny ubegribelig og umulig styrke. En styrke som ingen er forberedt på. Og slet ikke konsekvenserne deraf. Alt forandrer sig. Ikke mindst for tvillingerne.

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Flænger i tiden"

Aia er i stor sorg og hun har endda overvejet om hun skal gå planken ud og ligge de sidste to år bag sig. Glemme alt om magiske kræfter, væsner, andre dimensioner og sine nye venner - som hun på det seneste er gledet væk fra og som hun ikke rigtig snakker med længere. Men da hun finder sidste del af en profeti som Peter har holdt skjult for hende, planlægger hun at ændre på det der er sket. Også selvom prisen bliver høj. Måske endda alt for høj. Men hun bliver nødt til at gøre noget. Især nu hvor Morkinskinna har fået en ny og langt mere farlig leder som ønsker hende død. Hendes egen halvbror. Men er hun på vej ud af en farlig vej? Vil hun miste mere end hun kan vinde? Hun har ikke længere adgang til sine kræfter, så hvad mere kan hun miste?

Imens Aia planlægger sin solo-mission, sker der mystiske ting på Galathea. Aspiranter og vogtere begynder at forvinde i frostlommer og tidsforstyrrelser. Andre begynder at opføre sig mærkeligt. Som om de befinder sig i et loop de ikke kan komme ud af. Og som om det ikke var uventet nok, så opstår endnu en dårlig timet ting. Aias lillesøster Sophy har nu også fået kaldet og er dukket op på skibet. Men Aia kan ikke tillade at blive distraheret længere. Hun må tage afsted. Især hvis det er hendes skyld. Hvis det er Peter, så må hun gennemføre sin plan for at stoppe ham. Men hun er ventet da hun når frem til sin destination. Og det kan blive hendes endeligt.

Fangeskab, tortur og ydmygelse bliver hendes hverdag og kræfterne og håbet er ved at rinde ud. Aia er bange. Og hun er tæt på at give op. Lige indtil hendes kræfter bliver vækket til live igen. Kan hun slippe væk? Kan hun stadig gennemføre sin mission? Eller vil andre farlige opgaver kræve hendes opmærksomhed? Hvad skal hun da vælge? Kan hun tillade sig at være selvisk? Kan hun glemme den byrde hun har fået på sine skuldre og den forventning der er til hende? Det er pludselig alt for overvældende for hende. Intet er som hun troede og hun bliver nu nødt til at tage nogle svære og hårde valg. Alt afhænger af det.

Min Goodreads rating:
★★★★★

En helt igennem fantastisk og hæsblæsende Dansk fantasy serie som tager en med på en vild rejse i et magisk univers. Et univers fuld af imponerende omgivelser, utrolige kræfter, farlige fjender, mørke missioner, svære valg og masser af personlig udvikling. Nathalie og Bettina har en imponerende måde at beskrive omgivelser, personer og universer på som tryllebinder en og fanger en så meget, at man næsten ikke kan ligge bøgerne fra sig før de er læst færdige. Der er virkelig blevet kælt for hver eneste detalje. Og der er fart på! Der sker så meget at man næsten bliver forpustet, men på den fantastiske gode måde. Jeg er fan af det! Jeg er især vild med detaljen omkring højtiderne, da de følger samme kalender som Wicca-troen. Den hedenske kalender. ;)

Spørger I mig, så er denne serie en mustread og jeg er glad for at jeg har fået æren af at læse og opleve den. Som nævnt tidligere i dette indlæg, så håber jeg, at jeg får lov til at rejse med videre på skibet Galathea sammen med de utrolige aspiranter i de kommende og sidste to bøger. Og jeg glæder mig til at blive inspireret til flere kreative projekter som jeg kan tilføje mine nu tre nye "Awen"-rekvisitter. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at se hvad Aia og vennerne fremover skal igennem for at redde deres verden. Og til at finde ud af hvilke kræfter hun ender ud med at få. Uhhh! Spændende!

Anmeldelse af "Skræddersyede drømme" af Georgia Kaufmann

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Georgia Kaufmann - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Denne bog dukkede op som en overraskelse i postkassen takket være de skønne mennesker hos forlaget Cicero i foråret, og selvom jeg intet kendte til forfatteren, så var der én ting som fangede min opmærksomhed med det samme. Citatet "Fans af Lucinda Riley vil elske denne bog." – Sunday Express på forsiden. For I kan TRO at jeg er fan af Lucinda Rileys bøger! Så derfor havde jeg store forventninger til denne bog. Med den "lovning" så kunne det da ikke gå helt galt, vel? ;)

Lad og finde ud af om den kunne leve op til mine forventninger. For jeg har nu fået læst bogen og er klar med min anmeldelse. Here you go!

Rosa er ved at forberede sig til sit livs vigtigeste møde og hun er forståeligt nok voldsomt nervøs. Selvom hun er en ældre kvinde efterhånden, så har der altid været én ting hun har fortrudt ikke at have i sit liv. Og det har hun nu besluttet sig for at fortælle om. Derfor begiver hun sig nu ud i at fortælle sin livshistorie imens hun gør sig klar til sit møde. Og det er en lang en af slagsen. For hun har ikke levet et kedeligt liv. Men hun har derimod været omkring i hele verden og skabt sig et navn.

Historien starter omkring 2. verdenskrig hvor hun var udsat for det værst tænkelige men samtidig også oplevede det største man kan. Midt i elendigheden fandt hun sit livs kærlighed. Men hun mistede den lige så hurtigt som hun fandt den. Og det skulle blive starten på hendes hektiske liv og ønsket om at få alt hvad hun nogensinde har drømt om for en dag at få det hele.

Hun var på flugt. Fik venner og respekt hvorend hun befandt sig. Oplevede savn, sorg og kærlighed. Men hun opdagede også at hun var utroligt dygtig til at sy. Hvilket førte til at hun ville arbejde på at blive en anerkendt og kendt syerske. Og hendes talent blev hurtigt opdaget. Hendes karriere eksploderede samtidig med at hun flyttede rundt i verden efter lykken. Alle vidste efterhånden hvem hun var. Men der var hele tiden noget der manglede. Penge, succes og kærlighed var ikke nok. Men det hun hungrede mest efter kunne hun ikke få. Medmindre hun ville opsøge sin fortid og se den i øjnene. Men er det for sent? Og hvad vil møde hende efter så mange årtier?

Jeg har undladt mange ting for ikke at afsløre for meget af historien. Der er så mange detaljer, så mange sider af denne historie som man ikke kun kan fortælle i et kort resume uden at give for meget. Så derfor har jeg holdt det kort. Men ohhh my der sker meget i denne historie. Det er noget af en mundfuld. Og sikke da en fantastisk og eksplosiv mundfuld. Wow!

Dette er en virkelig hudløs og hjerteskærende historie om en ung kvindes drømme om at blive noget stort, men som i vejen dertil må gennemgå alt fra flugt, knuste hjerter, magiske oplevelser, kærlighed, hårdt arbejde, et liv i luksus, dyb savn, store tab og om at turde at sætte alt ind på at få det hun drømmer om. Og hold da op hvor skal Rosa dog meget igennem. Mit hjerte blev knust flere gange under læsningen, og selvom slutningen ikke endte som jeg inderst inde håbede at den ville, så kunne jeg alligvel ikke lade være med at ligge bogen fra mig med et stort smil på læben og glædestårer strømmende ned af kinderne. Ja.. jeg lever mig ret meget ind i historierne og jeg står ved det! Jeg græd snot og tårer i massevis! :)

Hvis du tør at give dig i kast med sådan en historie, så er denne klart et læs værd.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Den glemte kogebog" ("Mad, vin og nye chancer" 2) af Christoffer Holst

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Christoffer Holst - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg elsker når Christoffer Holsts bøger udkommer på dansk, og jeg er virkelig taknemmelig for at forlaget Flamingo vil sende mig dem til anmeldelse, og da jeg så at denne, "Den glemte kogebog", ville udkomme, var jeg straks interesseret. Især fordi den er en del af en "serie" hvor "Solskin og parmesan" er den første i. Og jeg elsker hans historier! Så selvfølgelig skulle jeg også læse og anmelde denne nye bog. Og nu er jeg klar med min boganmeldelse. ;) Here you go!

Max Nyström nyder livet fuldt ud. Som en succesfuld madanmelder nyder han masser af både fast og flydende. Og gerne rigeligt med alkohol i. Men det er ikke alle der er lige begejstret for hans måde at leve på. Han er ustabil og overholder ikke deadlines og møder heller ikke op til møder som er vigtige. Og derfor ender han med at blive fyret. Ikke nok med det, men han bliver også smidt ud af det værelse han bor på hos sin moster efter brudet med sin kæreste grundet hans indtag af alkohol. Det ser efterhånden ret skidt ud for ham. Men han får dog lov til at bo i mosterens atelie, som er gået i arv i generationer. Men han skal tage sig alvorligt sammen hvis han vil finde sig et nyt job, sit eget sted at bo og redde forholdet til venner og familie. Og vigtigst af alt - hans omdømme.

I ateliet finder han en masse kogebøger og en notesblok med opskrifter og billeder i. Ting som må have været der længe. Ting som viser sig at have været hans mors. En kvinde som efterlod ham som 2 måneder gammel hos sin moster for aldrig at vende tilbage. En mor som åbenbart også havde et problem med alkohol og andet. Men var det den eneste grund til at hun forsvand? Hvad skete der? Max vil finde ud af det. Og måske kan den historie og morens opskrifter være hans vej til et nyt job. For kunne han skrive om det hos det blad som han ønsker at blive ansat hos?

Alle spor leder til ét sted. Byens mest berømte og berygtede restaurant - Lille Champen - som har ligget der i en evighed og stort set ikke har forandret sig. Arbejdede hans mor der da hun blev gravid med ham? Kan han finde nogen der arbejdede der dengang og kan give ham nogle svar? Er der overhovedet nogen der ved hvad der skete? Er hun stadig i live eller er hun død? Max' liv er ved at tage en drastisk drejning. Spørgsmålet er bare om det er til det bedre eller værre.

Okay... Dette er en virkelig skøn og hjertevarm historie om skønne opskrifter, familiehemmeligheder, dårlige valg og om modet til at tage nye chancer. Jeg elsker at vi får historien fra både Max' og hans mors side med 30 års mellemrum. Og I kan tro at jeg gerne ville kigge lidt i den glemte kogebog som Max' mor har skrevet, da retterne lyder virkelig lækre! Så det kunne jeg måske godt mangle sidst i bogen. Nogle afsluttende sider med opskrifter fra notesbogen. :P Flere forfattere har gjort det, og det synes jeg ville gøre denne bog helt perfekt. :P

Hvis du leder efter en god feel-good roman til denne Sommer, så kan jeg varmt anbefale jer at læse denne. Også den første bog som jeg nævnte i starten af dette indlæg. Tag begge bøger med ud i solen, medbring en kølig drik, nogle skønne snacks og tillad dig selv at bruge noget tid på at hygge med skøn læsning. Det vil du ikke fortryde.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Hvordan man bygger en enhjørningefarm" af Julie Clausen

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Julie Clausen - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Titlen på denne bog gjorde mig både forvirret og nysgerrig. For umiddelbart ville jeg ikke have givet den et ekstra øjekast hvis jeg så den på boghylden, men så alligevel.. Den er jo ret sær og sjov. Så da jeg modtog den af forlaget Flamingo til anmeldelse med en lille ekstra overraskelse - en chokolade-svensknøgle - så kunne jeg alligevel ikke lade være med at være lidt spændt på at komme igang med den. Og historien virkede til at være sød og fuld af humor, så jeg tænkte at den ville være den perfekte Sommer-hyggebog, som man kan tage med på ferie eller bare hygge sig med på stranden eller i haven denne Sommer.

Og nu.. min anmeldelse af den. Den får I her. :)

Emilys fremtidsdrømme startede med at være enhjørningetæmmer, bygge en enhjørningefarm og bo der lykkelig, til nu at leve lykkelig med en mand, børn et hus og et fantastisk job. Men ingen af hendes drømme ser ud til at blive virkelig. Hun er stadig single. Hun nærmer sig de 30. Hun bor i en faldefærdig dyr lejlighed i Aarhus. Og hendes job er slet ikke så spændende og givende som håbet men det er en fed jobtitel. Men det er ikke nok. Hvad skal hun gøre for at ændre på det?

Hendes farfars bo i Nordjylland skal gøres op og da hun begynder at finde sin farmors skjulte manuskripter gemt rundt omkring på ejendommen, får hun en åbenbaring. Måske hun skulle realisere sin glemte drøm om selv at skrive en bog? Måske endda færdigskrive sin farmors historier? Måske endda købe gården og renovere den? Bo der? Starte helt forfra? Ville det være for skørt? For urealistisk? For uoverskueligt? Idéen falder ikke i god jord hos alle, men Emily er fast besluttet. Det er det her hun vil. Og så er det kun en ekstra bonus at den før så irriterende nabodreng, Oliver, er vokset op og er blevet en ret så lækker fyr som tilmed er tømrer og bygningskonstruktør og går med til at hjælpe hende med huset. Selv efter han på det kraftigeste frarådede hende at ligge kræfter i den faldefærdige gård.

Arbejdet på gården er hårdt og virker til tider som et uendeligt projekt og skriveriet går heller ikke så glat som håbet. Og Oliver.. ja han opfører sig sært. Som om der er noget virkelig galt. Og problemerne bliver kun flere for hver dag der går. Og den der kærlighed er også forvirrende. Har hun endnu engang sat sig alt for store og urealistiske mål? Eller vil hendes barndoms- og voksendrømme i sidste ende finde ind på den samme sti og se dagens lys?

Denne romantiske historie er fuld af humor, drømme, hemmelige og gemte skatte i et faldefærdigt hus, kærlighed, renoveringsprojeter og om modet til at tage valg uden at vide hvad det vil ende ud med. En virkelig sød historie som jeg helt klart kommer til at læse mere end én gang.

Jeg elsker selv renoveringsprojekter - store og små - så jeg sad hele historien igennem med et kæmpe smil på læben. Jeg dagdrømmer selv om at få et hjem hvor jeg kan gøre lige hvad jeg vil mht. indretning osv, så jeg sad ofte og forestillede mig hvad jeg ville gøre ved sådan en gård hvis det var mig der fik muligheden. Krydret med lidt spirrede forelskelse til denne nabo-dreng. Som jeg godt ville have noget mere af. Så for min skyld kunne bogen godt have været 100 sider længere eller måske endda have været delt op i to bøger. :P

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af to skønne romantiske komedier af Pia Konstantin Berg

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Pia Konstantin Berg - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har haft disse to bøger liggende i min TBR-bunke et stykke tid nu, og det har jeg haft lidt dårlig samvittighed over. Men i år har jeg besluttet mig for også at tage nogle af de bøger der ligger i bunden af bunken frem og skubbe dem fremad. Og derfor er det nu endelig blevet tid til at læse og anmelde bøgerne "Kys din kæreste på rejsen" og "Kærlighed for kontrolfreaks" af Pia Konstantin Berg. Tak til Pia og forlaget Flamingo for at have sendt bøgerne min vej til anmeldelse, og undskyld at det har taget mig så lang tid. :P

Men nu er anmeldelserne endelig klar. Enjoy!


"Kys din kæreste på rejsen"

Caroline har styr på sit liv. Hun har købt en skøn lejlighed, har fået drømmejobbet som musikanmelder og hun har to fantastiske venner. Men hun føler sig alligevel bagud. Begge venner har fået kærester, den en skal endda have en baby lige om lidt. Og Caroline? Tja hun har en affære med sin chef - som er en gift mand. Ikke den bedste situation at stå i. Og nu er verden også blevet plaget af en dødelig pandemi som nu også er nået til lille Danmark. Og det betyder lockdown. Slut med koncerter, barer osv. Slut med at møde ind på redaktionen. Slut med alt det sociale og nærhed med andre mennesker. Og det betyder også at hendes forhold til chefen bliver sat på pause. Men det er måske meget godt?

Men ensomheden begynder hurtigt at påvirke hende til trods for at hun har fået en ny nabo som gladeligt holder altansamaler med hende. En 94 årig mand med smag for høj musik og alkohol og som har haft et spændingsfyldt langt liv. Som hun misunder ham. Og hun ønsker selv at kunne se tilbage på sit liv med glæde. Og det indser hun hurtigt får hun ikke sammen med chefen. Derfor opretter hun i desperation en bruger på en datingapp som hendes veninde har anbefalet hende og ret hurtigt får hun kontakt til en lokal mand. En lokal mand som hun et par gange tidligere er stødt ind i. Bogstavligttalt stødt ind i. Og kemien er fantastisk. Men pandemien gør det besværligt at ses. Derfor bliver de nødt til at finde på alternativer når det kommer til dates.

Og de alternative metoder bliver i den grad vigtige da Caroline bliver syg. Men vil hendes nye bekendtskab kunne overleve et "forhold på afstand"? Og hvordan skal hun få afsluttet sin affære med chefen før hun får rodet sig ud i for mange problemer? Vil det ende med at koste hende jobbet? Vil det koste hende et potientielt fantastisk forhold til den charmerende mand fra datingappen? Måske vil det være tid til at genoverveje sine fremtidsplaner?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Kærlighed for kontrolfreaks"

Anna er altid gået meget op i at være den bedste til alt hun beskæftiger sig med, men da hun en dag står uden sit drømmejob, som hun troede at hun havde sikret sig, så føler hun sig såret og i panik. Hvad skal der nu ske? Hvad skal hun bruge sine topkarakterer og kandidatgrad til hvis ingen vil ansætte hende? For hun kan da ikke tage imod sin fars tilbud om arbejde? En far som forlod sin datter og kone uden at se sig tilbage eller lade høre fra sig igen. En far som kun er tilbage i landet fordi hans far er død og har efterladt et gammelt gods i det sønderjyske til ham. Et gods som Anna ikke har besøgt siden barndommen. Siden hun mistede sin mor til en forfærdelig ulykke. Hun kan da ikke tage tilbage dertil. Vel?

Hun har ikke rigtig noget andet valg. Hun skal være ude af studielejligheden og nu hvor hun intet arbejde har, har hun ikke rigtig andre muligheder. Og det ville jo også kun være for en kort periode. Bare indtil hun får landet sig et nyt job i hovedstaden og får sparet penge nok til en lejlighed. Tiden skal nok gå stærkt. Men det går hurtigt op for Anna at hun rent faktisk godt kan lide at være på godset. De ansatte er flinke, hendes far virker ikke så kold og fraværende som hun frygtede, arbejdsopgaverne er spændende og så er kokken jo egentlig heller ikke helt så slem at kigge på.

Thomas er i starten ikke specielt begejstret for at denne fremmede kvinde er kommet for at re-brande godset og det de kan tilbyde der. Hvorfor skal hun komme og ændre på alting? Det går jo fint allerede? Konflikterne lader ikke vente på sig, men da de endelig begynder at samarbejde går det op for dem alle at det måske er meget godt med noget fornyelse. Måske kan de endda lære noget af hinanden? Måske kan de endda få mulighed for at lære hinanden meget bedre at kende? Men kan Anna stole på sin far og det han fortæller om deres fortid? Er Thomas klar til at lade Anna komme ind og skabe så stor en ændring i hans liv? Med det han i forvejen har ansvaret for? Hvor passer Anna ind i det? Og hvad sker der hvis hun en dag skal rejse igen når hun finder job i den anden ende af landet? Hvad skal der ske med godset?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

To virkelig hjertevarme historier om uventet kærlighed, svære valg, modsætninger der mødes og at turde at satse på det ukendte. Jeg har virkelig nydt at læse begge bøger og jeg er nu kun blevet mere nysgerrig efter at læse flere af Pias bøger. Gerne i samme genre. For det klarer hun virkelig godt som forfatter. Disse bøger ville være perfekte at tage med på en sommerferie da de er letlæselige og har en god længde til en hyggelig weekend ved stranden eller poolen. Jeg kunne i hvert fald godt forestille mig at ligge og slikke sol med en af dem i hænderne. Der er masser af humor, følelser og hjertevarme scener som man kun kan elske. Jeg kan varmt anbefale jer at give dem en chance denne sommer. Det vil I ikke fortryde hvis I er til skønne romantiske romaner.