Anmeldelse af "Twisted Love" & "Twisted Games" ("Twisted" 1-2) af Ana Huang

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Ana Huang - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har mange gange været tæt på at bestille de fire bøger i denne serie, "Twisted", hjem. Den har - og er det egentlig stadig - været en kæmpe hype overalt i booktok-verdenen, og jeg indrømmer at jeg blev revet med i strømmen af interesserede læseheste. Så da der pludselig var udsigt til at serien skulle udgives på dansk kunne jeg ikke lade være med at danse en lille sejrsdans. For jeg var nemlig så heldig at komme på anmelderlisten til de to første bøger igennem skønne forlaget Flamingo. Og I kan tro at jeg straks smed dem øverst i min TBR-bunke da de ankom ved min adresse.

Og nu til det det handler om. Jeg har nemlig min anmeldelse af de to første bøger, "Twisted Love" og "Twisted Games" klar til jer nu. :) Så kunne de leve op til hypen?


"Twisted Love"

Ava Chen lever med mareridt der har fulgt hende helt tilbage fra fortiden og fortrængte minder og det har gjort hendes liv udfordrende, men så længe hun beskæftiger sig med det hun elsker som fotograf-studerende og med folk hun holder meget af, så holder hun hovedet ovenvande. Men også kun lige. For hendes mareridt er et traume som konstant truer med at rive hende i ned i knæ. Men hun insisterer alligevel på at smile og se det smukke i alt. Selv i den utilnærmelige og kolde mand Alex Volkov. Hendes brors bedste kammerat. Hun vil dog ikke indrømme det overfor nogen. For Alex er på ingen måde interesseret i en uskyldig og blødhjertet kvinde som hende. Han kan ikke rumme følelser. Hans hjerte er hårdt som stål og koldt som is. Derfor bliver hun også voldsomt overrasket over at han indvilliger - dog modstræbende - at passe på Ava da hendes bror rejser væk i et års tid. Det gør Ava vred og irriteret og Alex virker også som om han har fortrudt. Men det forhindrer ikke Avas veninder i at starte en udfordring op. Ava skal forsøge at få ham til at føle noget. Bare et eller andet. For så kold kan en mand da ikke være?

Alex Volkov har heller ikke haft den bedste barndom. En tragisk fortid har drevet ham til at holde alt og alle på afstand og istedet konsentrere sig om succes men så sandelig også hævn. Hævn over hans families endeligt. Derfor irriterer det ham voldsomt at han er blevet overtalt til at passe på sin bedste vens lillesøster. Især da det hurtigt skal vise sig at hun bliver det første menneske siden hans barndom der kan komme under huden på ham. Få ham til at føle noget. Og det skræmmer ham. Det må og skal ikke ske. Det passer ikke ind i hans planer. Hans planer for hævn og hans planer for... ja alt. Derfor må han kæmpe imod.

Men at kæmpe imod noget ægte og en verdensomvæltende kærlighed viser sig at være umuligt - for dem begge. Men med følelser og kærlighed dukker der også hemmeligheder op. Hemmeligheder om fortiden, traumer og skræmmende åbenbaringer. Vil deres følelser for hinanden kunne overleve de chok? Vil deres hjerter kunne klare at blive sprængt i stykker? Eller vil deres verden styrte sammen for alvor? Ava og Alex bliver nødt til at se deres største mareridt i øjnene og forholde sig til dem. Men bliver det sammen eller hver for sig?

Min Goodreads rating:
★★★★★


"Twisted Games"

Bridget von Ascheberg - tronarving og prinsesse af Eldorra - har studeret og boet i USA i nogle år efterhånden, og hun har virkelig forsøgt at nyde det sammen med sine veninder. Men hendes status og familie gør at hun altid har følt sig fanget og pakket ind i vat. Især nu hvor hun har fået en ny og virkelig strid og kold bodyguard som ikke tillader at hun gør noget upassende og vildt. Frustrerende! Endnu mere fordi den lækre og farlige Rhys Larsen ikke er til at stikke i. Hun brænder indeni og hun har brug for at få forløsning. Især nu hvor hendes fremtid bliver mere tynget af pligter og ansvar. Hendes tid hvor hun kan være sig selv er ved at være forbi. Hendes bror er blevet forelsket og forlovet og grundet de forældede regler om ægteskab i kongefamilien, har han valgt at fratræde sig rollen som den kommende konge af Eldorra. Hvilket betyder at den nu hænger på Bridget. Hun skal være dronning. Og derfor er hun nødt til at tage hjem og se det i øjnene. Og droppe drømmen om den mand hun ikke kan få.

Selvom Rhys og Bridget har haft et par år med uenigheder, skænderier og udforløste følelser, så er de alligevel gået hen og er blevet en form for venner. Måske endda mere. Selvom det går imod alle Rhys' regler. Beskyt klienterne for enhver pris. Og lad aldrig følelserne komme i vejen. Men det bliver hurtigt klart for dem begge at deres længsel efter hinanden ikke længere kan ignoreres. Det bliver de dog snart nødt til. For de kan ikke få hinanden som de ønsker det. Bridget skal være dronning og derfor giftes med en adelig. Og Rhys er bare en alm. borgerlig mand. Så der er intet at gøre. Eller er der?

Bridgets tid er ved at løbe ud. Hvis hun ikke vil nå at blive fanget i et kærlighedsløst ægteskab, så bliver hun nødt til at finde et smuthul. Men findes det overhovedet? Vil hun blive nødt til at give slip på Rhys? Kan hun finde nogen der vil støtte hende i hendes planer? Hvem vil hun kunne stole på? Det vil kræve de helt rigtige forbindelser, overtalelsesevner, en masse tålmodighed og en god portion snilde. Og en kærlighed så stærk at den vil kunne overleve voldsom modstand. Er det det de har? Vil Bridget og Rhys kunne bære det?

Min Goodreads rating:
★★★★★

Dette er en virkelig rå, hudløs og hjerteknusende serie fuld af drama, overraskelser, hæsblæsende kærlighed, spænding og rendyrket længsel, som vil holde dig oppe til langt ud på natten. En absolut must-read for alle der elsker historier der får en til at glemme alt om tid og sted, og som ikke vil slippe dem før de har fået alle saftige og vilde detaljer med.

Jeg forstår hypen FULDT UD nu! Og det er ren tortur at de to næste bøger endnu ikke er klar på dansk. Jeg har allerede abstinenser. Wow! Jeg er målløs. Jeg elsker det rå og det beskidte som vi bliver en del af i disse bøger og jeg kan slet ikke få nok nu. Ana Huang har mig fanget i et "Kvælertag" og jeg er slet ikke imod det. Og jeg elsker de karakterer vi lærer at kende. Ava, Bridget, Jules og Stella er så skøn en venindegruppe, og jeg nyder at det netop er de fire kvinder vi følger i serien. Og deres møder med de dystre, farlige og sexede mænd. :) Jeg ser frem til at lære Jules og Stella bedre at kende i de næste to bøger.

Anmeldelse af "Sommer i Applemore" ("Applemore Bay" 3) af Rachael Lucas

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Rachael Lucas - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Så blev det endelig tid til at blive genforenet med "Applemore Bay" og personerne fra historien, som jeg er gået hen og er faldet godt og grundigt for. Så mange mange mange tak til forlaget Cicero for at sende den næste bog i serien til anmeldelse. Dette er den tredje bog i serien og I kan eventuelt også læse mine anmeldelser af "Vinter i Applemore" og "Forår i Applemore" som er de to første bøger, før I læser videre her.

Og nu til det det handler om. Min anmeldelse af "Sommer i Applemore". Here you go!

Charlotte Fraser er kendt som familiens og byens største kontrolfreak og det gælder alt i hendes liv. Hjemmet, arbejdet og det personlige. Og hun har altid en masse lister som skal skrives og tikkes af. Men mødet med en virkelig flot og rig børsmægler skal hurtigt vise sig at ændre på det. I hvert fald for en enkelt nat. Men hun har svært ved at glemme ham. Også selvom arbejdet og hendes fremtidsplaner om sin egen forretningsudviddelse giver hende rigeligt at se til. Hun vil købe et smukt og afsidesliggende hus lidt udenfor Applemore, som hun har været fascineret af siden hun var barn. Nu skal hun bare have overtalt den nuværende ejer om at hun er den rigtige at sælge det til. Og det ser ud som om det næsten er faldet på plads. Men der er en lille ting hun skal gøre først. Hun skal passe huset, grunden og dyrene i et par måneder og vise sit værd imens den ældre kvinde er på en længere rejse. Men Charlotte indser hurtigt at hun ikke er alene om at skulle bo i huset. En anden dukker pludselig op. Manden som hun ikke har kunne glemme.

Rob Jones har lovet at kigge lidt på de ting der skal fikses på Midsummer House for sin tante imens hun er væk, men han bliver overrasket over at finde en kvinde på grunden. Kvinden som han ikke har kunne slå ud af hovedet. Hvilket ikke er normalt. Hans engangforhold plejer at være hurtigt erstatet, men Charlotte kunne han virkelig godt lide. Derfor var det også en skam at hun var væk morgenen efter. Men her står hun. Og endnu mere sexet, stædig og målrettet end den aften han mødte hende. Men hun virker også ret afvisende. Så måske var hun ikke så interesseret alligevel?

De beslutter sig for at holde hinanden lidt på afstand og gøre det de nu er der for. Charlotte for at planlægge sine planer for Applemore House og Rob fikser de ting der virkelig trænger til at blive taget hånd om. Men det er svært ikke at fantasere om ... hvad nu hvis. Og følelserne bliver dag for dag mere besværlige at kontrollere. Men vil de nu også det samme? Eller har de misforstået hinandens signaler? Intet sker uden bump på vejen og hårde udfordringer, men vil deres veje alligevel ende med at mødes når de indser hvad de har været tæt på at miste?

En virkelig sød historie om livet i en lille landsby, om en storbydrengs møde med en pige fra landet, om fremtidsdrømme og om at turde at træde udenfor sine vante rutiner og give det uvisse en chance. Om en kærlighed og længsel så stor at den ikke kan ignoreres. Og et gensyn med de skønne karakterer i det idylliske Applemore Bay. Og I kan tro at jeg har længtes efter det.

Jeg faldt pladask for Applemore og de personer som Rachael Lucas har skabt i denne skønne serie da jeg læste den første bog. Og jeg forelskede mig endnu mere i den anden bog. Og nu efter den tredje kan jeg næsten ikke vente med at læse den fjerde bog som gerne skulle udkomme senere på året. Min tålmodighed bliver virkelig sat på en prøve nu. Der er bare et eller andet magisk over denne serie og jeg kan ikke få nok.

Jeg elsker at vi følger Fraser-familien i hver bog og at hver søskende får deres egen historie og deres egen vigtige rolle i Applemore Bay. Og den næste i rækken er nu Polly. Som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af de to første bøger i "Karlsson & Fridman"-serien af Marianne Cedervall

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Marianne Cedervall - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg er altid frisk på at læse en god krimi-serie, og da forlaget Cicero varslede om denne serie, så sprang jeg straks til. Jeg elsker krimi-serier som foregår i små landsbyer og øer, så jeg ville virkelig gerne læse den. Det var dog kun den første bog i starten, men siden jeg læste den er den anden bog i serien nu også udkommet, og derfor får I en anmeldelse af begge bøger i dagens indlæg. Der skulle komme tre mere og I kan tro at jeg glæder mig. :D)

Men nok om det. Til anmeldelsen! Her kommer min anmeldelse af de to første bøger i serien.


"Mord på øen"

Anki Karlsson er flyttet til Gotland, efter at hun er blevet enke, og ser frem til et nyt og stille kapitel i sit liv på en fin lille gård med heste i smukke omgivelser. Men det bliver ikke som forventet. Det stille og rolige liv bliver hurtigt erstattet af kaos, hærværk og mord. Og hun står pludselig midt i det hele og hun er under mistanke. Hun er jo den nye og alt dette startede med at ske da hun dukkede op. Men hvem er det som prøver på at få hende tiltalt for mord? Anki beslutter sig for at finde ud af det til trods for advarsler fra den pensionerede kriminalkommissær Tryggve, som tydeligvis ikke er glad for at hun er flyttet ind på den lille gård.

Tryggve sørger stadig over tabet af din kæreste som blev dræbt for et par år siden, og nu hvor Anki er flyttet ind i den afdødens gård og roder rundt bliver sorgen til vrede. Hvorfor skulle hun også flytte ind? Det var bedre da det stod tomt. Men hans vrede bliver langsomt ændrer til nysgerrighed. Især nu hvor Anki er mistænkt for hærværk og mord. Hvilket han ved ikke er sandt. Og da der dukker endnu et nabo-mord op på deres lille ø beslutter han sig for at finde ud af hvem gerningsmanden er. Og stoppe vedkommende. Derfor aftaler han våbenhvile med Anki og sammen vil de opklare sagen - som politiet ikke lader til at tage speciel alvorligt. Især ikke når det kommer til de forskellige spor som Anki har lagt mærke til.

Men vil de to gamle pensionister kunne finde ud af noget af betydning for opklaringen? Anki nærmer sig hurtigt en opklaring takket være hendes nysgerrighed og Tryggves kontakter i forbindelse med sit gamle arbejde. Men vil Anki og Tryggve kunne stoppe gerningsmanden før vedkommende får dræbt flere? Vil Anki selv blive et mål når morderen finder ud af at de nærmer sig afsløringen? Det umage makkerpar bliver nødt til at passe på men samtidig skynde sig. Kan det være en af deres naboer? Og hvad skulle motivet i så fald være?

Min Goodreads rating:
★★★✩✩


"Med døden til bords"

Befolkningen i Gotland er i gang med at forberede en trøffelfestival og de håber at det vil tiltrække en masse turister. Anki Karlsson og Tryggve Fridman får begge gæster på besøg i ugerne optil og efter, og de ender hurtigt med at tilbringe en masse tid sammen. De skal udover selve festivallen på jagt efter lokale trøfler og senere nyde dem i skønne retter på den lokale restaurant. Men den hyggelige stemning får hurtigt en brat slutning da en af gæsterne falder død om efter desserten. Og det ligner ikke et naturligt dødsfald. En tidligere dødstrussel lader til at være blevet til virkelighed.

Selvom Anki og Tryggve burde blande sig udenom og koncentrere sig om deres gæster i stedet, så kan de alligevel ikke lade være med at efterforske mordet. Især ikke da gerningsmanden eller kvinden skal findes iblandt gæsterne og de lokale. Flere bliver mistænkt grundet besynderlig opførsel og familieforbindelser til den afdøde, og det viser sig hurtigt at det har en forbindelse til gamle hemmeligheder og stærke følelser som har udviklet sig til grådighed og ønsker om hævn. Men kan de finde frem til morderen før personen slår til igen? Og kan de finde ud af hvad det hele er opstået fra?

Tiden er ved at løbe ud for de to ældre snushaner og pludselig står de i en virkelig farlig situation da deres eget liv og vennerne kommer i fare. Vil det være det der skal til for at få dem til at holde deres næser ude af mordgåder eller vil det kun få dem til at indse hvor godt de arbejder sammen?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Dette er en skøn og spændende krimi-serie som blander humor med mord. Det er en krimi-serie i den lidt mere "bløde" ende, men samtidig med en masse mystik, mordgåder og "et lille samfund"-vibes. Så en fantastisk læsning til en god hyggestund. Jeg nød læsningen og ser frem til at læse resten af serien når den en gang bliver oversat og udgivet hos Cicero. :)

Jeg vil ikke "smuglæse" på de andre tre bøger, da jeg gerne vil overraskes, men jeg håber at viben og stemningen fortsætter i resten af serien, for disse to bøger er super hyggelige og jeg elsker omgivelserne og det lille samfund på øen som Anki er flyttet til. Og kemien imellem Anki og Tryggve bliver hun bedre og bedre. Jeg er spændt på at se hvad det udvikler sig til.

Anmeldelse af "Månens mørke side" af Nora Roberts

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Nora Roberts - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg er altid helt oppe på tåspidserne når jeg ser at forlaget Flamingo udkommer med en Nora Roberts bog, og selvom denne er en af de gamle udgivelser bare med et nyt look, så har jeg aldrig formået at få den læst. Så nu fik jeg chancen og denne forside skriger jo ligefrem på mig! Måne! Grantræer! Tusmørke! Åhhhh jeg er solgt! Og jeg blev så glad da jeg fik lov til at læse og anmelde den. Jeg læser og anmelder hjertens gerne ALT denne skønne kvinde spytte ud. Nora Roberts er og har altid været en af mine absolutte favoritforfattere.

Men kan denne bog leve op til det? Lad os finde ud af det. Jeg har nemlig min anmeldelse klar. :)

Reece Gilmore er på roadtrip på tværs af landet for at genfinde sig selv. Sit liv.. på flugt fra fortiden. Løber hun tør for penge, skaffer hun sig et hurtigt job, og så er det ellers videre på rejsen. Men hvad er hendes endelige destination? Har hun overhovedet en? Hun er nu nået til en lille by ved navn Angel's Fist og hendes bil skaber problemer. Skal denne lille flække være hendes næste stop? Hun har i hvert fald lige brugt en stor del af sine sidste penge på reparation af bilen, så hun har brug for at tjene nogle flere. Og som om skæbnen har hørt hende, leder den lokale diner efter en ny kok. Perfekt til Reece. Som tidligere kok og en velkendt og fantastisk en af slagsen, burde dette ikke være noget problem. Og inden hun ser sig om har hun pludselig et job, et sted at bo og de lokale er allerede vilde med hendes mad. Og folk virker ekstremt flinke - dog noget nysgerrige. Men Reece ryster det af sig. Hun er her ikke for at slå sig ned eller blive en del af de lokale.

Men efter en idyllisk vandretur i de skønne bjerge tager tingene pludselig en voldsom drejning for Reece. Hun bliver vidne til et mord. Det eneste vidne. Og den eneste der virker til at tro på hende til trods for manglende lig, beviser og spor er den irriterende men flotte forfatter, Brody. Han finder hende interessant og han kan se at hun er oprigtigt skræmt. Og han bliver mere og mere interesseret i både hende og det mord hun mener at have set. Og irritationen og drillerierne imellem dem underholder ham gevaldigt og lader til at sætte skub i hans skriveblokade. Hvem er denne kvinde? Hvad gør hun ved ham? Han er i vildrede men også fascineret.

Reece så ikke gerningsmanden godt nok til at identificere ham og kvinden er ikke blevet meldt savnet nogle steder. Sheriffen tvivler på at hun er mentalt stabil og at hun sikkert nok har bildt sig det hele ind gundet hendes fortid. Og det hjælper heller ikke på hendes troværdighed at hun er begyndt at opleve sære ting i sin lejlighed. Ting forsvinder eller skifter plads. Og det kunne godt se ud som om hun selv har gjort det uden at være bevist om det. Er hun ved at blive skør? Eller er der en der prøver på at få det til at se sådan ud? Har morderen fundet frem til hende? Ved han at hun så ham? Hvem er han? Reece vil finde ham. Men det bliver ikke nemt. Uheldene og de skræmmende episoder bliver værre og værre. Hvem kan hun efterhånden stole på? Kan Brody hjælpe hende? Vil han hjælpe? Og vil de kunne løse det uden politiets hjælp? Gerningsmanden er skræmmende tæt på og det kan ende med flere drab hvis ikke de passer på.

JA! Ja, denne bog kunne helt klart leve op til mine forventninger og favorit-status. Dette er en virkelig spændende historie om en kvindes rejse igennem Amerika, som fik sin start grundet en nærdødsoplevelse og ender ved at hun er vidne til et grusomt mord. Et mord som hun er det eneste vidne til. Et mord som mangler lig, spor og en gerningsmand. Et mord i en lille by hvor alle kender alle. Eller gør de nu også det? Var det noget hun bildte sig ind eller har de en morder iblandt dem?

I kan tro at jeg var opslugt af denne historie! Man kender ikke til årsagen til Reeses "flugt" igennem landet før man kommer et godt stykke ind i bogen og den detalje er med til at holde en totalt fanget. Og historien bliver ikke mindre spændende derefter. Kemien og beskrivelsen af "forholdet" imellem Reece og Brody er både sjov og frustrerende. Det samme gælder hendes møde med lokalbefolkningen og de forskellige venskaber hun får skabt sig. Og så er der selvfølgelig jagten på gerningsmanden og hans jagt på Reece. Jeg havde en snert af en anelse mht. hvem han var, men jeg blev nu alligevel overrasket da det gik op for mig hvem det viste sig at være. Og det er den perfekte person. Alt giver så meget mening når det bliver afsløret. Jeg var fan. Og nu hungrer jeg bare efter mere af Nora Roberts. ;)

Nora har en fantastisk måde at skabe spænding på hele vejen igennem hendes historier. Hun holder os fanget ude på kanten af sædet hver gang og hos mig får hun sparket gang i alle følelser. Jeg bliver vred, overrasket, hun får mig til at græde og grine og så er der en fantastisk blanding af thriller, mystik og kærlighed. Den perfekte blanding. Hvis du endnu ikke har læst "Månens mørke side" så synes jeg at du skulle. ;) Det vil du ikke fortryde.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Seneste Bog Reels Videoer på @GiZmoAMH's Instagram

Så er der lidt nye reels videoer på Instagram igen. Hvis ikke I følger mig på Instagram og har set dem der da de blev uploaded, så kan I se dem her i dagens indlæg. :) Enjoy!

Hvis I har ønsker eller idéer til videoer, så skriv dem gerne ned i en kommentar til dette indlæg.

(Klik på billedet for at komme videre til videoen)



Anmeldelse af serien "Familien Rokesby" af Julia Quinn

Forestil jer mig i vild jubel da jeg opdagede, at der var en lille prequel-serie til Bridgerton-serien (Læs eventuelt mine anmeldelser her, her og her), som jeg faldt pladask for sidste år. Og gang det så lige med 10. Så har I mig. :P Og jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle vente til at de Danske oversættelser udkom eller om jeg bare skulle købe dem alle på én gang på Engelsk så jeg kunne få læst dem med det samme. Men så kom min "matchymatchy-alt-skal-være-lækkert-for-øjet"-hjerne alligevel på banen og jeg tænkte, at det ville se helt forkert ud at have den ene serie på Dansk med én type cover stående sammen med den Engelske med en helt anden type cover. Så jeg fandt min ikke-eksisterende tålmodighed frem og ventede. Og I kan tro at ventetiden imellem 1-2 og 3-4 var hård. MEN! Nu er alle fire bøger blevet købt og de er også blevet læst. Det betyder at jeg nu er klar med min anmeldelse af "Familien Rokesby"-serien. Enjoy!


"Den rebelske miss Bridgerton"

Billie Bridgerton er ikke en ung kvinde som de fleste. Hun klæder sig til tider i praktiske bukser og hjælper med alt det landlige på familiens ejendom og så har hun det med at rode sig ud i uheldige situationer som en ung kvinde normalt ikke ville finde sig selv i. Og Billie står i netop sådan en nu. Hun er havnet på et tag med en hidsig kat og en forstuvet ankel. Og hun kan ikke komme ned uden hjælp. Og hjælpen kommer. Men ikke lige den hjælp hun havde håbet. George Rokesby - den ældste i Rokesby børneflokken - er den første der kommer forbi og derved også den første der kan hjælpe hende ned. Men vil han gå med til det? De er jo ikke ligefrem på vennebasis selvom de to familier er vældigt tætte med hinanden - faktisk naboer. Tværtimod. De kan ikke lide hinanden. Faktisk ikke fordrage hinanden. Men hun har i dette øjeblik brug for ham.

Men selv hans forsøg på hjælp går galt og det er først da endnu en Rokesby-bror kommer forbi at det vil lykkes. Og det bliver starten på en lang tid med en uduelig fod, en masse drillerier Rokesby og Bridgerton imellem og et blomstrende og uventet venskab - og mere - imellem Billie og George. Et venskab som overrasker dem begge. Et venskab som hurtigt viser sig at gemme på følelser som ingen af dem havde forventet. Følelser som ingen af dem tør håbe på er gengældt.

Men overraskelsen over deres kemi overrasker ikke alle. I kulisserne ligges der planer om at få de to unge mennesker til at beslutte sig for at finde sammen. Beslutter sig for at de ikke kan leve uden hinanden. Men vil Billie og George turde at tage det tiltrængte skridt? Vil de turde at erkende deres følelser for hinanden? Og vil de nå det før Billie får bejlere til det næste bal? Vil George fri til hende? Eller vil en tragisk nyhed få ham på andre tanker? En tragisk nyhed som kan blive hjerteknusende for Rokesby familien.

Min Goodreads rating:
★★★★★


"En opdigtet ægtemand"

Cecilia Harcourt står i en virkelig dårlig situation. Hendes bror er i krig - skadet - og deres far er død. Og nu er hendes fætter begyndt at snuse rundt og kræver at de gifter sig så han kan rage familiens formue til sig. Men Cecilia nægter. Hendes bror er ikke død endnu og hun er fast besluttet på at rejse ud efter ham for at redde familiens hjem. Men rejsen bliver farefuld over Atlanten. Og hun er alene. Der er ingen garanti for at det vil lykkedes. Men hun har ikke andre valg. Hun skal og må finde og pleje sin bror så han kan kome hjem igen.

Men det er ikke hendes bror hun finder. Thomas er på mystisk vis forsvundet. Men hans bedste kammerat og hendes nye penneven, Edward Rokesby, befinder sig på det militærhospital hun har fundet frem til. Men alle nægter hende at komme ind. Det er kun familie der må se ham. Og derfor må Cecilia tænke hurtigt. Løgnen er effektiv. Men hvor længe kan hun holde den i live? Længe nok til at hun finder Thomas? Og længe nok til at Edward er uden for livsfare? Derfor bliver hun nødt til at udgive sig for at være hans kone. Og til hendes held viser det sig at Edward intet husker fra tiden op til og efter sin tilskadekomst så løgnen kan få lov til at vare lidt længere. Men hvad skal hun gøre når han får sin hukommelse igen? Især nu hvor hun er blevet godt og grundigt forelsket i denne smukke og skønne mand?

Edward forelsker sig hurtigt i sin kone og han forstår ikke hvordan han har kunne være så heldig at være gift med sin bedste kammerats søster. Han nød deres brevveksling og nu kan han få lov til at leve resten af sit liv med hende. Men hans opgave som kaptajn er ikke ovre endnu. Han mangler staig at få sin hukommelse igen så han kan give den viden videre som han var på opgave for at finde. Men han finder hurtigt ud af at folk omkring ham ikke har været helt ærlige. Og da hans hukommelse vender tilbage viser det sig hurtigt at være meget værre end først antaget. Løgne bliver afsløret, hjerter bliver knust og desperation kan ødelægge resten.

Min Goodreads rating:
★★★★★


"Miss Bridgertons hemmelighed"

Poppy Bridgerton har altid været nysgerrig. Nysgerrig efter viden. Nysgerrig efter eventyr. Og da hun en dag får overtalt sin anstandsdame til at lade hende gå alene nede ved kysten finder hun en grotte. Men denne grotte er ikke en hvilken som helst grotte. Og den er slet ikke tom. Hun støder på mystiske trækasser og inden hun får set sig ordentligt om bliver hun taget til fange af kassernes fragtmænd. Fragtmænd som arbejder på et skib. Et skib hvor hun nu er blevet taget til fange på imod sin vilje. Et skib som ejes af kaptajnen Andrew Rokesby. Men af besætningen kendt som kaptajn Andrew James. Og han vil ikke slippe hende fri. Hun har set for meget.

Andrew er kendt som en hensynsløs fribytter og er kaptajn på skibet "Infinity", men privat er han søn af en jarl og kommer fra en adelrig familie. Familien Rokesby. Men efter endt tjeneste i flåden har han nu fået stilling på et andet skib. Et skib med en besætning som er uvidende om hans egentlige job. Et job undercover for den britiske regering. Og udover de vigtige dokumenter fragter han andrer varer som er hans ansigtet udadtil. Og det kan nu være blevet sat i problemer grundet denne kvinde der nu er fanget i hans kahyt. Men han kan ikke gøre noget ved det lige nu. Han har en opgave og den fører til Portugal. Og denne miss Bridgerton bliver nødt til at tage med.

Og hun viser sig hurtigt at blive et spændende men også irriterende selskab. Bølgerne går højt og de skændes hele tiden. Men selvom det startede med at være af negativ karakter, ændrer det sig hurtigt til at blive lyspunkterne på deres rejse. Han synes faktisk ret godt om hende. Og det er gengældt. Og deres forhold vokser også overraskende hurtigt. Men hun ved stadig ikke hvem han i virkeligheden er. Han kender til hende og hendes familie. Men sit eget ophav holder han skjult. Men det er for det bedste. Er det ikke? Alt bliver vendt op og ned for skibets besætning da de ankommer i Portugal. Det der ikke måtte ske er sket. Poppy og Andrew ender i en farlig situation og det kræver snilde og gode kontakter at komme ud af igen. Men kan de slippe væk? Sammen eller skilt fra hinanden? Vil deres voksende forhold blive revet fra hinanden så langt væk fra trygheden? Vil de nogensinde se hinanden igen? Poppy ved jo ikke hvor hun skal lede! Og hvordan vil hun reagere hvis hun finder ud af at Andrew er fra en familie så tæt på hendes egen?

Min Goodreads rating:
★★★★★


"En uhørt skandale"

Nicholas Rokesby bliver kaldt hjem til familien grundet en krise og han må derfor afbryde sine studier indenfor medicin for en tid. Han ved ikke hvor alvorligt det er - ej hellere hvad det i det hele taget er for en krise. Og da han når frem og får det atvide bliver han vred. Meget vred. Især fordi det betyder at hans liv bliver forandret for altid. Og det ved han ikke om han er klar til. Men som ven og en Rokesby bliver han vel nødt til det? Og ville det i sidste ende være så skidt en situation når han vænner sig til det? Nu skal han bare tage sig sammen til at tage næste skridt. Og håbe at det går som forventet.

Georgina Bridgerton er havnet i en virkelig skidt situation. Hendes uskyld er ødelagt grundet en kidnapning og det lader ikke til at hendes selvforsvar og flugt har fået ham til at opgive sin jagt på hende. Og det er ikke en jagt grundet kærlighed - men penge. Og det gør hende vred. Og da hendes ven, Nicholas, pludselig dukker op og snakker om at redde hende fra hendes situation bliver hun endnu mere vred. Hun ønsker ikke at blive gift af medlidenhed eller fordi hun skal reddes. Hun vil giftes af kærlighed. Og hun ender med at afvise Nicholas på stedet. Men var det en fejl? Burde hun have overvejet det? For så skidt kunne det vel heller ikke vise sig at være at gifte sig med Nicholas? Hun kender ham jo. Og hun kan godt lide ham. Men ville hun kunne elske ham? Kysse ham? Være intim med ham? Skulle hun måske ændre sin afvisning? Hvis ja, så må hun skynde sig. For han kan være på vej væk igen.

Men vil Nicholas tage imod hende nu? Og hvis de bliver gift, hvad så? Hvor skal de bo? I Skotland eller England? Og vil de overhovedet se hinanden nu hvor han skal tilbage til sine studier? For de kan vel ikke nå at finde noget at bo i tæt på hans uddannelsessted på så kort tid? Og rejsen til Skotland kan være lang og farlig i en vogn. Det kan vise sig at være den værst tænkelige start på et ægteskab. Eller også vil det give dem tid til at lære hinanden bedre at kende og måske endda finde fælles interesser. Men vil det være nok? Er de overhovedet nok tiltrukket af hinanden til at fuldbyrde deres ægteskab?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Som nævnt i starten af dette indlæg, så elsker jeg virkelig "Bridgerton"-serien. Så det var spændende om denne mini-serie kunne leve op til mine forventninger. Og det gjorde den heldigvis. Og nu vil jeg bare have mere! Jeg ved at der er andre små serier indenfor denne "verden" hvor man følger andre familier som man tidligere har "mødt", men de er endnu ikke oversat til Dansk. Og jeg ved ikke om de bliver det. Men jeg håber det virkelig, for jeg vil have dem alle sammen! :P Så jeg vil have mine følehorn ude hos Forlaget People's for at få de første nys om den slags nyheder. Please! Lad det ske.

I denne historiske serie følger vi familierne Rokesby og Bridgerton i en tidligere tid end første serie foregår, og vi bliver forkælet med masser af skandaler, hemmeligheder, humor, modige og rebelske kvinder, sexede mænd og masser af drama og familie-sammenhold. Jeg er fan og jeg elsker alt der har med disse familier at gøre. Og igen. Nu vil jeg bare have meget mere.

Anmeldelse af "Sår" ("Stark" 2) af Sara Blædel & Mads Peder Nordbo

Reklame for Politikens Forlag og forfatter Sara Blædel & Mads Peder Nordbo - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I kan tro at jeg havde glædet mig til den næste bog i "Stark"-serien af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo. Jeg faldt pladask for den første bog - som I kan læse min anmeldelse af her - og jeg var sten sikker på at den næste bog i rækken også ville falde i god jord hos mig.

De to er et virkelig godt match og makkerpar som forfattere. Jeg elsker den vilde ondskab og fantastiske måde at skrive krimi på som de har samlet i denne serie. Og derfor skal de begge og Politikens Forlag have stor tak for at jeg også fik lov til at læse og anmelde denne bog. Og nu synes jeg lige så godt at vi kan springe ud i det. :) Her får I min anmeldelse af bogen "Sår".

Liam Stark og hans kollegaer hos afdelingen for personfarlig kriminalitet har fået en sag på bordet som hurtigt viser sig at vokse sig større end forventet. Et lig findes med mistænkelige sår på kroppen - sår som ligner nogen der er blevet set før. På en kunstudstilling. Sår der ligner låger på en julekalender. Og det bliver ikke det eneste lig med disse sår de finder. For det lader til at de har at gøre med en person som er grotesk og som har et problem med de mennesker det går ud over. Personer som alle har vist sig fra en grov side både på nettet og i det virkelige liv. Grove imod folk der ikke nødvendigvis deler mening med dem, og derfor bliver mål for ekstremt had. Og det had vender gerningsmanden nu tilbage imod dem.

Og sagen bliver personlig for kollegaerne. Politidirektørens datter forsvinder sporløst, og selvom det normalt er noget der sker i korte perioder, så bliver det hurtigt klart for dem at dette ikke er som det plejer. Datteren er nemlig kendt for at angribe folk verbalt. Og der er nu frygt for at hun kan blive det næste offer. Så de har ingen tid at spilde. De bliver nødt til at finde ud af hvad der har fået gerningsmanden til at udse sig sine ofre og hvorfor det lige netop er inspireret af denne kontroversielle kunstner.

Alle bliver kaldt ind på stationen og de sætter alle kræfter ind på at finde denne gerningsmand. Hurtigt. Og hans nyeste kidnapninger. Men de havde ikke forventet hvor tæt på det ville komme. Chokket over at få afsløret hvem gerningsmanden er. Vil de kunne nå at stoppe ham før flere findes døde? Før han får ram på alle på sin liste? En liste som har alt for mange navne de kender på.

Jeg kan slet ikke få armene ned! Dette er en virkelig grum og ond krimi som får hårene til at rejse sig. Jeg elsker ondskaben, spændingen, detaljerne, tempoet og den vidunderlige geniale røde tråd igennem hele bogen. Et eksempel på hvad online-had, trusler, mangel på støtte og forståelse kan ende ud med i værste tilfælde. Og hævn. En hævn så grusom at det kan få selv de stærkeste til at knække.

Jeg havde på intet tidspunkt gættet hvem gerningsmanden var. Og jeg må indrømme at jeg blev chokkeret. Av for den! Og slutningen? Jamen! Kommer der så ikke mere? Det kan da ikke stoppe her! Sara og Mads. Der kommer da mere? Ikke? Please?! Jeg vil have mere af Liam og Dea. Jeg elsker dem. :) Vi må slutte serien af med et brag. Det kan vi godt blive enige om, ik? ;) Hvis den altså skal slutte. For min skyld kunne vi godt finde plads til flere bøger i serien i bogreolen.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Sommer ved havet" af Sarah Morgan

Reklame for forlaget HarperCollins og forfatter Sarah Morgan - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I kan tro at jeg glæder mig hver gang at forlaget HarperCollins meddeler at der er en ny oversættelse af en Sarah Morgan bog på vej. Så da de mailede mig omkring "Sommer ved havet" anmodede jeg straks om at komme på anmelderlisten. Jeg elsker nemlig Sarah Morgans bøger og jeg var ret sikker på at denne ville være lige så fantastisk som de andre jeg har læst. Og jeg var mindst lige så sikker på at denne bog ville blive den perfekte Sommer-læsning.

Var den så det? Well.. jeg har nu læst den og er klar med min anmeldelse til jer. Så here you go. :)

Joanna Whitmans liv har længe været ulykkeligt. Hun forlod sin barndomsby efter et brud med en kæreste og samme aften mødte hun Cliff Whitman - den berømte kok og TV-kendis - og tog med ham til storbyen uden videre overvejelser. Hun ville væk. Måtte væk. Men livet i storbyen blev ikke som hun forventede. Hun giftede sig hurtigt med Cliff og ikke længe efter begyndte hans affærer med de unge kvinder. Hun sad dog fast da hun samtidig med var blevet en del af den forretning de sammen fik bygget op. Men ægteskabet sluttede langt om længe da hun fandt ud af at han havde en datter med en gammel affære. Det var dråben der gjorde udfaldet. Men det betød ikke at pressen og medierne opgav hende. Og slet ikke nu hvor Cliff har fået slået sig selv ihjel. I et færdselsuheld. Med en passager. En ung kvinde. Men ikke en hvilken som helst ung kvinde. Kvinden som fik Joanna til at gå sin vej. Cliffs datter. Den eneste overlevende. En gravid datter.

Joanna føler sig tvunget til at handle. Hun skal slippe væk fra pressen uden at de opdager hende, finde frem til kvinden og så må de begge finde en måde at forsvinde fra søgelyset på. Og Joanna har måske det perfekte sted hvor de kan tage hen. Nu skal hun bare overtale kvinden - Ashley Blake - til at tage med hende. Til Joannas barndomsby. Til hendes sommerhus "Otter's Nest". Et sted hun ikke troede at hun ville tage tilbage til igen nogensinde. Stedet er fuld af minder, folk hun efterlod og alt for mange følelser. Men det er deres eneste mulighed. De skal væk fra de sultne gribbe.

Ashley forstår ikke hvorfor Joanna vil hjælpe hende. Hendes mor var jo utro med Joannas mand. Og Ashley er jo gravid og på flugt fra de svære valg der følger med at være gravid med sin bedste ven, uden at ane hvordan han vil tage imod nyheden. Endnu en grund til at Joanna ikke burde have lyst til at hjælpe hende. Men det går hurtigt op for hende, at hun også kan hjælpe Joanna. Og det bliver starten på et unikt og spændende bekendtskab. De har begge brug for fred og ro og tid til at finde ud af hvad der nu skal ske og så kan de jo passende hjælpe hinanden på hver deres måde.

Men freden og roen bliver kort. Hurtigt vælter fortiden ind over Joannas dørtrin og hun er tvunget til at se sine gamle venner, bekendte og ekskæreste i øjnene. Men vil det bringe dem i problemer? Joanna har jo kun problemer med sig. Og hun ønsker ikke at de skal lide pga. hende. Og Ashleys sikkerhed kan også komme i fare. Men der er intet at gøre. Fortiden kalder og hemmeligheder ser dagens lys. Hemmeligheder som vil forandre alt. Forhåbentlig til det bedre. Men tør Joanna tage chancen? Tør de forlade deres skjul? Og hvad sker der når deres gemmested bliver offentliggjort? Vil deres venskab, deres nye og gamle omgangskreds og deres fremtidige planer kunne klare presset?

Dette er en skøn feel good historie fuld af humor, nye begyndelser, uventede venskaber og om at turde tage chancen for at finde lykken igen til trods for angst og fortidens skygger. En virkelig hjertevarm bog som er perfekt læsning til Sommeren. Jeg kan varmt anbefale jer at læse den hvis I i forvejen er glade for Sarah Morgans andre bøger.

Jeg ville gerne have givet den max stjerner, da jeg virkelig nød historien, men slutningen føltes - for mig - lidt for forhastet. Som om den skulle sluttes af hurtigst muligt. Og det synes jeg er en skam. Havde der været lidt mere fylde på og lidt mere "fremtid" i slutningen - eventuelt med en epilog eller noget, så havde den fået topkarakter. Men til trods for den lidt hurtige slutning, så har jeg ikke mere at sætte en finger på. Jeg synes historien er super sød, og jeg var især glad for kemien og forholdet imellem Joanna og Ashley. Det varmede helt ind i hjertekulen. Og så er jeg altså altid virkelig glad for forsiderne på de danske bøger. Elsker at de passer så godt sammen i bogreolen. :D Glæder mig til mange flere af slagsen til samlingen i fremtiden.

Min Goodreads rating:
★★★★✩